Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Det er svært at få rødvin under 90-100 kr. fra Toscana, som vi synes der er noget ved at drikke. Og vi er desuden meget tilbageholdende med at købe supermarkedernes billige vine med kendte navne, så vi er længe gået uden om Netto's Rosso og Brunello di Montalcino, der sælges under navnet Poggio Forte.
Men da vi erfarede, at Maria Grazia Salvioni også står som "afsender" på vinene fra Quercecchio, som vi har gode erfaringer med (forhandles af Carlo Merolli), turde vi godt binde an med Poggio Forte vinene, som vi nu har fået oplyst er Quercecchio's vine fra "anden division". Og nærværende Rosso di Montalcino leverer da bestemt en glimrende vare til en for toscansk vin sjældent favorabel pris.
Duft af sødlige bær. Åben velsmag med både sødme og friskhed. Relativt lys smagstype. Pæn længde. Ganske tanninfri mundfornemmelse uden at vinen af den grund virker tandløs.
Meget anvendelig vin til god daglig brug til italiensk inspireret mad. Og vi tror at mange vil kunne lide den.