Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Ofte er Rosso di Montalcino en hurtigt tilgængelig og dejlig bedre dagligvin, men rosso'en her har en større struktur og er slet ikke drikkeklar.
Vinen har en ret enkel og frisk solbærduft og -smag, er ganske kraftig med markerede og tørre tanniner og også et ganske højt syreniveau.
Hvor vin almindeligvis med luftning udvikler sig i mildere og mere drikbar retning, strammer denne her til og forekommer ved sidste glas mere streng og garvesyrepræget end til at begynde med.
Vinen forekommer at have balance til at kunne udvikle sig gunstigt, men den vil nok altid være en madvin, der ikke gør noget for at charmere eller indynde sig.