Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.

Helles "Jeg har lyst til at hælde vand i den" er en af flere indfaldsvinkler til hvorfor denne dyre vin lavet af en af Italiens mest feterede ønologer (og så oven i købet på hans egen ejendom) hos os "kun" får tre stjerner. Helle hældte rent faktisk vand i den: "Nu dufter den meget bedre."

Vi har ved tidligere lejligheder (bl.a. på vores side om typicitet) udtalt os noget kritisk om nævnte ønolog, Riccardo Cotarella, men da han uomgængeligt er en teknikkens mester, er det svært ikke lige at skulle smage hans nyeste kreation - og så kunne det jo også være, at han selv havde modereret sin egen stil siden sidst. Men det har han ikke.

Duften er overvældende, imponerende, og antyder stor koncentration. Det hele er at genfinde i smagen, og ifølge vores sanseorganer er koncentrationen ikke blot stor men for stor (og vi havde sørget for en solid oksebøf som mod- og medspiller).

Vinen er poleret, nærmest overciviliceret, tanninerne er næsten tøsede. Pudsigt nok er det ikke svært parallelt med denne pænhed at finde tegn på vulgaritet. Man er ikke i tvivl om at eftersmagen hænger længe, men den er småklistret og for meget. Ingen antydningens kunst her.

Vi vurderer, at vinen vil have gode chancer hos anmeldere, der vurderer 20 vine i timen med en bleg skive brød som ledsagelse; her vil den let udkonkurrere kombattanterne, der i sammenligning vil smage af spinkel druesaft. Men hvad nytter det, når end ikke en bøf kan sætte vinen på plads?

Når den så alligevel får tre stjerner, er det fordi den set ud fra et teknisk synspunkt er 110% perfekt.