Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Mild og aktuelt næsten slikagtig Barbaresco, der forhåbentlig og formodentlig vinder lidt strenghed ved lagring.
Duft af søde jordbær og lidt læder. I munden er vinen mild, harmonisk med overordentlig blide tanniner og blid syre. Smagen er enkel med bl.a. et touch sød lakrids.
Vinen yder ikke så meget modstand, idet sødmen og det lidt slikagtige smører godt. Lidt god strenghed dukker dog op nogle timer efter at flasken er åbnet.
Vinen er tydeligvis fra et varmt år, der giver mindre klassiske men mere umiddelbart drikbare vine. Vinen er endnu ung, og jeg (Preben, der anmelder vinen alene) vil bestemt gå ud fra, at vinen hen ad vejen taber noget af sin sødme og vinder noget af den karakteristiske Nebbiolo-strenghed. Men den vil nok vedblive at have en eller anden grad af dette noget forførende over sig i forhold til mere klassiske årgange. Nubiola har, i alle de årgange jeg har smagt, udpræget vundet ved nogen lagring.