Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Da vi, som for nyligt meddelt, er gået bort fra de fire grønne stjerner (som repræsenterede en vurdering lige på kanten til de fem stjerner), genanmelder vi alle fire-grønne-vine og tager ved den lejlighed stilling til, om det skal være fire eller fem stjerner. For nærværende Nubiola's vedkommende blev det til fire stjerner.
Vinen er fin, meget harmonisk og ret blid af en Nebbiolo-vin at være. Duft af skovbær, lidt fløde og lidt nyfældet fyrretræ, ganske sød næse.
I munden har vinen ganske stor fylde, viser til at begynde med tegn på let fedme, er blød og meget harmonisk. Tanninerne er i lang tid som let ru fløjl. Diskret fadpræg. Ret enkel smag.
Nogle timer efter åbning begynder vinen at forandre sig. Nu kommer tannin-rivet i højere grad, men vinen fremstår stadig som meget venlig og civiliseret. Duften bliver dybere, og smagen begynder at udvise ædle og mere vinøse tendenser, og fedmen aftager. Et skridt opad og fremad i forhold til udgangspunktet.
Vinen er meget lækker og drikbar, glider foruroligende let ned, og er fin både uden og sammen med mad.
Da jeg (Preben der anmelder alene) smagte vinen i maj skyldtes de fire grønne stjerner, at vinen havde femstjernede øjeblikke. Denne gang finder jeg, at vinen er til fire overordentligt overbevisende stjerner, men med den udvikling som vinen viser ved luftning, er det ikke umuligt, at den en dag ender på fem stjerner. Den er lækker nu, men til min smag lidt vel glat og sød, før den har trukket noget luft. Så jeg venter mindst et års tid med næste flaske.