Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Først lidt om sødme, idet det bliver relevant i forbindelse med denne anmeldelse:
Forhandleren, Atomwine, kategoriserer, hvad oplevet sødme angår, sine hvidvine i 10 FAS-trin, hvor FAS står for fornemmelse af sødme. Det er nemlig ikke altid overensstemmelse mellem en vins reelle restsukkerindhold og den sødme, som man oplever. Derfor - som vi forstår det - den mere subjektive "fornemmelse".
Jeg (Preben, der står for den altovervejende del af anmeldelser af tyske hvidvine alene) går klart efter de tørre vine med henblik på madledsagelse, med mindre der er tale om deciderede dessertvine. Mellemsødmegraderne har jeg det lidt svært med. Jeg er derfor gået efter vine med FAS 0 og et par med FAS 1. Dog har jeg indenfor FAS 0 vinene oplevet gradueringer fra helt passende tørhed til det efter min smag for tørre. Med FAS 1 har jeg oplevet vine, som har passet mig perfekt. Og så nærværende vin, som til min smag er klart for sød.
Og så til selve anmeldelsen:
Pragtfuld duft, sprød og frugtfyldig Riesling, dag 2 med et strejf af ædelsødme.
I munden er vinen ganske sød, som nævnt for sød til min smag. Dag 1 forekommer den mig nærmest sukret. Med luftning dukker der dog også en prikkende friskhed op og større dybde, som alt i alt gør, at vinen må siges at hænge godt sammen på egne betingelser.
Vinen bekom mig bedre dag 2, hvor den fremstod mindre sød, men den vil nok aldrig rigtig blive min smag.