Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Vinen er lagret et år på mellemstore fade af slavonsk eg.
Relativt duftsvag. I munden er vinen for typen relativt tæt og mørk. Den høje alkohol er medvirkende til vinens høje viskositet og store mundfylde, og at den fremstår som lidt sødlig, hvilket forstærkes af manglende friskhed. Indledningsvis mærkes intet til tanniner, som forsigtigt stikker hovedet frem efter nogle timers luftning. Smagen har præg af jordbær, dog - måske lidt overdrevet beskrevet for at fremme forståelsen - mere af jordbærmarmelade end -saft.
Ved en blindsmagning ville jeg (Preben der er alene om at nyde Nebbiolo) aldrig have gættet på Nebbiolo, hverken på baggrund af farve, lav friskhed, skjulte tanninner eller smagstype. Grundet denne mangel på typicitet lurer de to stjerner. Når jeg alligevel ender på tre skyldes det, at vinen - blot betragtet som vin og ikke som Nebbiolo - er rimelig at drikke.
Da jeg anmeldte vinen, kostede den 150 kr. hos 2100Happiness! Denne pris vurderer jeg som passende.
Glas: Zalto bourgogne.