Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
(Det grønne flaskesymbol for frizzante eller mousserende vin er hvad farve angår misvisende, da nærværende vin er rød, men da dette forekommer så sjældent, vælger vi ikke at differentiere vores symboler yderligere.)
Dejlig rød Lambrusco, let, velsmagende, lidt sød, munter, læskende.
Vinen har farve som en ung rødvin med violet skum lige når vinen er hældt op.
Landlig druesmag med lidt halmstrå og en lille bitterhed. En let og afvæbnende sødme (vinen er "amabile") gør sig glimrende ved brug af vinen som aperitif. Let livlighed i munden.
Bagetiketten siger, at vinen også er værdsat som dessertvin. Men dertil synes vi at vinen er for lidt sød.
Vines lethed understøttes af den lave alkoholprocent, 8% - som mærkeligt nok er lavere end den ifølge DOC'en skal være (10,5%).
Carlo Merolli er utvivlsomt rigets mest ihærdige fortaler for Lambrusco. Vi vil aldrig glemme følgende citat fra en af Carlo Merolli's nyhedsmails (7. september 2006): "Stod det til mig, ville jeg kun importere Barolo og Lambrusco. Barolo til hverdag og Lambrusco til festlige lejligheder."
Så hvis du vil prøve en Lambrusco, der er noget helt andet end de engang så yndede lyserøde bobler til en 20'er, så er her et godt bud.