Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.

Sidste gang vi anmeldte en Sagrantino vin (årgang 2001, også Tabarrini's) var konklusionen, at Helle simpelthen ikke kan lide Sagrantino. Så det giver ikke rigtig mening at skænke sådan en i glasset, når hun er hjemme. Nærværende anmeldelse er derfor min (Prebens) alene. Og sådan vil det være fremover med Sagrantino-vine.

Vinen har en flot og bred bærduft, især modne solbær, både friske og søde, ikke uden ædle træk; også en anelse marcipan fornemmes.

Stor koncentration og kraft - de første mundfulde opleves som nærmest eksplosive. Velintegrerede og dog ganske markerede tanniner (tænderne bliver godt rensede og ru af behandlingen) i en grad at jeg vil betegne vinen som en herre-vin. Fin og behersket sødme. Smagen hænger længe i munden.

Vinen er næsten et måltid i sig selv, men med sine 15% alkohol - der i øvrigt bæres fornemt - kan det anbefales at lade vinen ledsage af solid kost, gerne med raffinement og uden for markant krydring, der let vil komme til at dække over vinens finere nuancer.

Der er tale om en flot og stor vin: de ædle smagsnuancer, den store og harmoniske struktur. Den vil givetvis kunne holde og udvikle sig i adskillige år.

Nu er Tabarrini's Sagrantino faktisk uden sammenligning den mest fremkommelige og venlige Sagrantino jeg har smagt. Så da Helle kom hjem midt i min aftensmad, tog jeg lige et sikkerhedstjek, for at se om konklusionen nævnt i begyndelsen holdt: jeg bød hende på en smagsprøve af aftenens vin, uden at hun vidste hvad der var i glasset. Hendes kommentar: "Den må du godt selv drikke; jeg gider ikke drikke den." Hun spurgte ikke en gang hvad der var i glasset. Så mine herrer: Med mindre jeres kvinde har skægstubbe på smagsløgene, så hold vinen for jer selv, eller server den for andre gutter.