Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Sjovt: Vi havde med en vinven netop diskuteret vores ofte udtrykte misbilligelse af de bitterstoffer, der i mange tilfælde synes at karakterisere italiensk hvidvins-stil, og vi havde ved samme lejlighed som positivt modbillede fremhævet de franske hvidvine; og så knapper vi denne Mâcon-Villages op - og Helle gætter grundet bitterstofferne på at vinen er italiensk!
Vinen har en dejlig duft, levende frugtig og med antydningen af den cremethed, som er et af Chardonnay's kendetegn.
Vinen er ren, har god fylde og harmoni.
Hvis man kan se bort fra det markante indslag fra bitterstofferne, smager vinen også glimrende, den smager fint Chardonnay'sk på lidt kølig facon, er mere mineralsk end typisk for det sydlige Bourgogne. Men altså: vi ser ikke bort fra bitter-aspektet. Og vi har smagt tilstrækkelig med dejlig Mâcon-Villages til at vide hvad vi kan forvente.