Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Her er en af de vine, hvor Helle og jeg oplever noget helt forskelligt. Det vigtigste: hun kan ikke lide den, mens jeg synes den er dejlig.
Helle er meget følsom overfor hvad man kunne kalde "syltetøj" i en vin, en smagskomponent som tænder hende helt af. Hun registrerer den mindste tendens i den retning i tilfælde, hvor jeg slet ikke aner den. Sådan er det med denne vin. Jeg kan ikke smage syltetøj, mens hun ikke gider drikke den på grund af syltetøjsoplevelsen.
Min oplevelse er, at vinen er ekstremt vellavet, at den smager fint af de sydfranske druer - Grenache og Syrah forekommer at være forrest - og at den har en fin balance mellem sødme og syre, blødhed og bid.
Jeg anbefaler vinen, men har dog et par indvendinger: Den forekommer mig så professionelt og bevidst vellavet at kulturaspektet (den menneskelige indflydelse) dominerer over naturaspektet: en meget kontrolleret og civiliseret vin. Måske det er derfor, at vi oplever, at vinen har lidt større vanskeligheder sammen med mad end som isoleret smageobjekt.