Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Da jeg (Preben) i 1998 skrev artiklen Opdagelsesrejse i Languedoc-Roussillon i Smag & Behag, var nogle af de bedste vine, som vi smagte i den anledning fra Domaine Cazes i Roussillon. Så vi måtte da bestemt smage denne deres supermarkedsvin, som vi ikke er stødt på før. Og den var en rigtig god oplevelse.
Hver gang vi smager en ny sydfransk vin fra hedebølgeåret 2003, er det første vi lægger mærke til om vinen bærer præg af overophedning, men det gør denne vin slet ikke. Tværtimod forekommer den både for årgang og område bemærkelsesværdig kølig i udtrykket - dejligt.
Behagelig sydfransk frugt uden markant druekarakter (hvilket ikke er mærkeligt, da vinen er fremstillet af Syrah, Merlot, Cabernet Sauvignon og Grenache), først lidt tilbagetrukket, men den kommer længere frem med luftning.
Der er hele tiden et mærkbart strejf af garvesyre, der giver karakter. Med luftning viser garvesyren at udgøre en pænt solid bund.
God både med og uden mad.
Vinen er (som alle Cazes' vinene) biodynamisk.
Bravo Coop!