Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Det er ikke usædvanligt, at en Langhe Nebbiolo prøver at være en lille Barolo. Sådan er det heldigvis ikke med denne vin, der har den unge frugt i centrum.
Farven har et ungdommeligt blåligt skær, helt usædvanligt for Nebbiolo. Duften er ungfrugtig og frisk. I munden er der både lige efter åbning af flasken og igen flere timer efter åbning lidt af Nebbiolos strenghed, men det som overordnet karakteriserer vinen er, at den er blød, indsmigrende og meget lækker. Frugten har en lille violtone, den er tør, men der er også en lille afvæbnende sødme, og den lidt lave syre er med til at give blidhed.
Vinen er helt sin egen, og det er forfriskende at opleve denne atypiske stil. Og det er bemærkelsesværdigt at opleve en Nebbiolovin, der er så drikkevenlig, før den har passeret sin etårs fødselsdag.
Vinen er smagt og anmeldt af Preben alene.
Glas: Zalto bourgogne.