5 stjernerHvidvin

Kieselberg, GG, Riesling, Von Winning, 2011, 13% (Pfalz, Tyskland)

Kvalitet-pris: OK
249,00 hos Atomwine
Etiket

Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.

Man skal måske passe på med at bruge ordet perfekt om noget, man kan "risikere" at møde endnu bedre på et tidspunkt. Så lad mig (Preben der anmelder tyske hvidvine alene) nøjes med at at kalde nærværende vin for det tætteste på det perfekte, jeg mindes at være kommet forbi meget længe. Et rent pletskud.

Vinen har det hele og i perfekt balance. Og den leverer toppræstation fra første øjeblik efter åbning og til sidste dråbe tre døgn senere.

Vidunderlig duft med frugt og mineraler. Efterhånden også med en diskret og ædel smørtone som i en stor Bourgogne. Men først og fremmest forbilledligt helstøbt.

Smagen er fra første sekund høj klasse, ædel saft. Stor og mineralsk Riesling med en perfekt fornemmelse af "sødme" i den smukke, tørre frugt. Knivskarpt præcis, og samtidig når den med rundhed ud i alle hjørner. Eminent flot og dybt frisk syre parret med blidt og næsten cremet udtryk. Et kys af fad er smukt doseret; det forædler og løfter op i de højere luftlag.

Ét er de vidunderlige dufte og smage. Noget andet - og det væsentlige som virkelig gør indtryk - er oplevelsen af en vin med stor sjæl og ædelhed.

Hvad mere kan man forlange?

Efter at have smagt fire af Von Winnings vine fra basisvinen til denne Grosses Gewächs er jeg imponeret. Dels har de - ud over som minimum at have været virkelig gode - hver deres klare personlighed. Og en GG der som Kieselberg her rent faktisk er til at drikke sådan helt umiddelbart i sin relative ungdom! Det gør det så afgjort ikke ringere, at der produceres med fokus på bæredygtighed og med så naturlige metoder som muligt, herunder med brug af naturgær.

Glas: Zalto bordeaux

Februar 2014
Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.