Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Ovenpå vores begejstring over at have smagt tre andre vine fra Il Molino di Grace, Chianti Classico 2000, Chianti Classico Riserva 1999 og Gratius 2000, havde vi håbet at dette gode nye bekendtskab kunne levere en bedre toscansk dagligvin til en rimelig pris, hvilket vi pt mangler på vores hylder. Men sådan skulle det ikke gå.
Il Volano er i vores munde en glatpoleret, blød, konturløs og temmelig ligegyldig vin, der tilmed har en let sødme, som vi finder kvalmende. Vi kunne ikke finde skyggen af Sangiovese- eller Toscana-karakter i den. Den manglende Sangiovese-karakter kan vi næppe klandre vinen for, idet vi efter at have drukket den erfarede, at vinen er fremstillet af kun 60 % Sangiovese og derudover af 40 % Cannaiolo, Cigliegiolo, Montepulciano m.fl. Men i en billigere IGT Toscana vin forventer vi umiddelbart et klart Sangiovese-præg, men det kan jo være vores fejl.
Vores mistanke kunne være, at ejendommen virkelig går op i at lave autentiske og flotte vine i den dyrere afdeling - hvilket er lykkedes. Mens Il Volano kan formodes at være rent kommercielt tænkt: en vin der skal glide let og gnidningsfrit ned også hos alle, også den del af publikum, der normalt ikke bryder sig om italiensk vin. Det er der ikke noget sjov ved.