Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Virkelig dejlig og klassisk Chianti, umulig for os at blive træt af.
Vinen er San Felice's "lille" riserva og befinder sig niveaumæssigt på samme niveau som en del andre gode producenters "store" ikke-riserva'er, dvs. en vin til bedre dagligbrug.
Den er velsmagende, meget harmonisk, passende frisk og med et fint, civiliseret garvesyrestrejf.
Er 2004 lige en tand bedre end de mange tidligere årgange, vi har smagt? Den er i hvert fald virkelig god, og stilen er så klassisk og alkoholprocenten så moderat (13%), at vinen er et oplagt bud, når man skal have et rigtig godt glas klassisk og ikke for bombastisk Chianti.
Ikke en vin der egner sig til dybsindige analyser, men derimod super-egnet til det, som må være det grundlæggende: At ledsage et dejligt, italiensk inspireret måltid.
Vinen er ind imellem på tilbud til fx 79 kr., og vi har ikke kendskab til vine af denne type der kan konkurrere med den til den pris.