Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Anmeldelsen er Prebens alene, da Helle ikke er så glad for denne vintype.
Vinen forekommer at være en mere "moderne" stil Banyuls end de andre dyrere vine, jeg har smagt fra producenten, dvs. den forekommer at have ligget på mindre fade , hvor de traditionelle vine ligger på fade i hektoliterklassen (se billede på siden med beskrivelse af Vin Doux vinene)
Vinen er ekstremt harmonisk med meget lækker smag af blommer og rosiner. Garvesyren er fornem, blød og velintegreret. Alt er sådan set som det skal være, og så er der et eller andet der gør, at jeg keder mig en lille smule. Lidt på samme måde som med den type kvindelige skønhed, der forekommer at være perfekt, men som alligevel ikke rigtig betager.
Fra jeg køber en Vin Doux hos Theis vine til jeg smager den, har jeg nu et par gange oplevet markante prisstigninger, således også med denne, som jeg i januar købte for 337 kr. Den er altså steget 53 kr. på fem måneder. Og den er for dyr.