Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
På baggrund af vores nylige og meget succesfulde smagning af "lillebroderen" til nærværende vin, Vigna del Sorbo, skulle vi også lige smage samme årgang af flagskibet, den ikoniske Flaccianello. Det skulle vi ikke have gjort. Vi ramte den på det helt forkerte ben, hvor den på samme tid udtrykte sig som om den var for gammel og for ung, altså helt ved siden af. Der kan næppe være tvivl om, at vores anden flaske af vinen er bedst tjent med at blive gemt nogle år.
I næsen forekom vinen første dag iltet og dermed for gammel. I munden var vinen ekstremt tannisk, tydeligvis en stor vin, men bestemt ikke sjov.
Dag 2 var det byttet om: nu var duften bedre, stor og krydret, mens smagen forekom iltet.
Fire stjerner fra Preben, der dag 1 godt kunne værdsætte vinens storhed og fornemmelsen af potentiale, to stjerner fra Helle, der ikke ønskede at drikke den.
Glas: Zalto bordeaux.