Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Efter 25 års pause med at købe vin hos Skjold Burne grundet en høj frekvens af sløje flasker købt dengang, lod vi os friste af denne Vino Nobile, idet den solgtes på tilbud til 59,95. Det oplevedes dog som lidt af en risiko at købe så billig en Vino Nobile - og så hos Skjold Burne. Men alt gik godt.
Vinen har en lækker duft af traditionelt fremstillet Sangiovese, både drue og fad er tydelige. Smagen lægger sig fint i forlængelse af duften. Der er god friskhed og en fint astringerende garvesyre på karakteristisk Sangiovese-maner.
Det er lige ved at være ren nostalgi, gode minder om en svunden tid, dels grundet smagstypen, dels grundet den med nutidens målestok beskedne alkoholprocent. Fra nutiden er der dog en blødhed og venlighed, som ikke altid fandtes dengang. Så alt i alt en meget drikbar og dejlig vin.
Selv om vinen forener den traditionelle stil med et touch af moderne blødhed, så er den måske mest for den del af publikum, der har vænnet sig til den traditionelle Sangiovese stil.
Ifølge producentens hjemmeside er vinen fremstillet af 90% Prugnolo Gentile og 10% Canaiolo lagret på store fade, mens forhandleren angiver at der også er Trebbiano og Malvasia i, og at vinen er lagret på små fade. Den første opskrift lyder som den mest sandsynlige.
Der angives to lot-numre: L.8925 (trykt på bagetiket) og L.08184 18:26A (stemplet på bagetiket).
Bemærk: Den først smagte flaske (den anmeldte) var klart den bedste. De efterfølgende har været præget af stor flaskevariation og ret høj fejlprocent, så hvis vinen havde været tilgængelig på markedet igen, havde vi ændret anmeldelsen.