Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Da Helles og min smag hvad angår Rhône-vin (og andre sydfranske vine på "middelhavsdruerne") kan variere markant, gør jeg opmærksom på, at denne anmeldelse er min alene, idet Helle er forkølet. Min mistanke er, at vi ville have været ret uenige om vinen, idet den er ekstremt solmoden, og nok har det præg, som Helle plejer at kalde "syltetøj", som hun står helt af på.
Vinen har god, ren og typisk Rhône-frugt, masser af solmodme skovbær. Det forventelige peber-smag er kun ganske diskret. Vinen har en ret fremherskende "sødme" - der er virkelig sol i glasset - koncentreret, tæt frugt og 14 % alkohol.. Aktuelt er denne "sødme" ifølge min smag i overkanten, men da den ikke forekommer at stamme fra restsukker, er der håb om at den i nogen grad vil pifte af, når vinen bliver lidt ældre - det er jo kun et års tid siden, druerne blev høstet. Et diskret strejf af meget moden garvesyre stiver vinen pænt af.
Vinen er meget ren og harmonisk, og jeg kunne godt tænke mig at gensmage den om 9 - 12 måneder.
Det klæder vinen voldsomt at holde den på max. 15o, dvs. stil den i køleskab mindst en time før servering.
Hvis man allerede skal til at tænke på vinen til julemaden med fedt kød, brune kartofler og rødkål, så kunne her være et glimrende bud (helt bortset fra at jeg sidste jul helt personligt besluttede, at jeg vil drikke øl, hvis jeg udsættes for den type mad igen, men mere om det, når tiden nærmer sig).