Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
De tre vine, som jeg (Preben) har smagt fra Von Winning, har været meget forskellige. Det finder jeg godt og spændende, og jeg foretrækker det, fremfor et sortiment, der primært er udtryk for en uniform producent-stil.
Paradiesgartens duft og smag har primært gul frugt, første dag med et strejf bolsje, anden dag hen ad gule blommer og gule stikkelsbær og med større vinøsitet. Lille bitterhed i finalen. Efter en lille uge er der til de gule toner kommet et strejf grønt hen ad græs, og vinen fremstår mere tørt aromatisk.
Personligt foretrækker jeg på den ene side den billigere basis-model Win Win med sin præcision og mineralitet og på den anden side den lidt dyrere Grainhübel med dens smukke fadpræg.