Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Producenten har tydeligvis enten skiftet produktionsfilosofi eller har foretaget et eksperiment med denne 2010"er. Vi var glade for vinen i årgang 2009, men årgang 2010 har vi slet ikke lyst til at drikke. Producentens flirt med eller konvertering til naturvinsinspireret produktion giver et efter vores smag frastødende produkt; lav svovling er evident.
Næsen er skrækkelig, eddikesyre er tydelig. Bedre i munden, hvor vinen er levende og den overordnede oplevelse harmonisk, og frugten er meget ren. Men smagene stritter i alle mulige divergerende retninger: Der er noget ungdommelig og ren frugt, og så er der noget iltet sveske med et skud malplaceret eddikesyre. Ikke kønt.
Vi forsøgte med en portion god vilje at forholde os intellektuelt nydende til vinen før maden kom på bordet. Men sammen med almindelig sydfransk inspireret mad gik det galt - det smagte modbydeligt.
På trods af vores livslange gåen ind for så lidt tilsætning i fødevarer som muligt siger vi: Så knald dog noget mere svovl i vinen, så de grimme lugte og ditto smage kan elimineres!
Vinen er på egne betingelser harmonisk og vellavet. Den lave vurdering skyldes vores subjektive smag. Elskere af naturvin vil muligvis være vilde med den.