Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Vinen blev første gang anmeldt i juni 2007 (hvor den fik fire stjerner) og er siden gensmagt i august 2008. Begge gange har den klart forekommet at være til den unge side. I august sidste år var den voldsom, dyrisk og vild. På den baggrund er den aktuelt smagte flaske noget af en overraskelse til den forkerte side, idet det er som om frugten tørrer en del efter luftning, og at det mestendels er det markante garvesyre-skelet der står tilbage.
Det skal sige, at jeg (Preben der anmelder vinen alene) er kommet forbi eksemplarer af den foregående årgang 2004, der også har fremstået på denne tørre måde, hvor der ikke har været tilsvarende "problemer" med efterfølgende flasker. Vinen kan i det hele taget svinge noget fra flaske til flaske, uden at der forekommer at være tale om fejl-variationer. Men det er i høj grad en vin der lever og kan være præget af sit humør, den dag man drikker den. Levende og ganske vild, på godt og på ondt.
Det skal også siges, at den aktuelt smagte vin (fra Vine.dk) ser ud til at være af en ny aftapning; vinen er, hvis jeg tolker lot-nummeret rigtig, tappet i 2009: L09/250, 1 11:16. De tidligere smagte vine - købt hos Oxholm Vin - må af gode grunde været tappet på flaske flere år tidligere (der er ikke anført lot-nummer på disse flasker, hvoraf den første jo er smagt i 2007). Hvis tolkningen af lot-nummer er rigtigt, så kan det i høj grad forklare, at nærværende vin opfører sig så meget anderledes end forventet.
Jeg vil således ikke sige, at Fontenille 2005 er som jeg har oplevet den denne gang, men den aktuelle oplevelse gør, at de fire stjerner, som vinen fik ved første anmeldelse, i denne omgang må blive til tre.
Vinen har en duft af bær og lidt dyrepels. De første halvanden times tid er vinen rigtig god - til fire klare stjerner - uhyggeligt ren "landvin" ment i ordets allermest rosende betydning, lidt tør men overordentlig dejlig at drikke. Frugten er diskret og har slet ikke den voldsomhed og vildskab, som jeg tidligere har oplevet. Der er robuste men også civiliserede tanniner, der som nævnt forekommer at tage over og dominere den vigende frugt med et noget ubalanceret udtryk til følge.
Tilføjelse april 2010: Jeg har siden ovenstående anmeldelse smagt to eksemplarer af vinen fra Oxholm Vin. Der har været mere frugt og smag i end den smagte fra Vine.dk, og vinen har klart været bedre balanceret, og jeg er stadig klart overbevist om, at de to forskellige aftapninger har resulteret i nærmest to forskellige vine.
Den sidst smagte vin fra Oxholm var dog - trods den anderledes karakter - på tre stjerner, så stjerneudmålingen bliver ikke ændret.