Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Mesterligt vellavet Chianti Classico. Klassisk nydelse.
Vinen har god tæthed både i farve og smag. Den er til at begynde med noget lukket, men åbner roligt og afslører herefter alle sine dyder: den rolige og ikke prangende velsmag som er klassisk Chianti i tilpas tør stil. Man tænker ikke på enkeltkomponenter, når man smager vinen men på helstøbthed og harmoni.
Vi kan ikke huske, hvornår vi sidst - hvis nogensinde - har givet fem stjerner til en toscansk vin på dette niveau: Der er hverken tale om en riserva eller en supertoscaner, og selv om vinen har kvaliteter, som mange mindre riserva vine ikke har, så er det ikke det der gør udslaget. Det gør derimod det, at vinen - på sit niveau - leverer eminent kvalitet, og så det at vinen, udover at den er så teknisk vellavet, rammer plet hvad vores smag angår.
En detalje: De 13% alkohol synes vi er det ideelle for denne type. Men det er efterhånden svært at finde en kavlitets-Chianti normale, som ikke har en højere alkoholprocent. Det gør at vinen passer perfekt til ikke for voldsom italiensk mad.
Vi mener i øvrigt at vinen er bedre end den nu udsolgte årgang 2000, som også var en rigtig dejlig vin.
Bravo!