Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Der sker altså noget mærkeligt nede på Château d'Isolette. Uanset om det er lovligt eller ej, så er det set fra et forbrugersynspunkt irriterende. Vi vil som udgangspunkt udmønte vores erfaringer med slottets vine i følgende råd: Stol aldrig på en etiket fra l'Isolette, men tag udelukkende bestik af, hvad der er i glasset.
Vi har på vores ferier i Provence købt masser af dejlig vin hos l'Isolette, især af den de kalder Cuvée Prestige, Vieilles Vignes, som også er navnet på nærværende vin. For et par år siden købte vi 8 flasker Cuvée Prestige, Vieilles Vignes 2005, altså af navn samme vin og samme årgang som vi anmelder her. På baggrund af adskillige oplevelser, der kunne samles under overskriften "hvad foregår der?", turde vi ikke umiddelbart gå ud fra, at den vin, som nu sælges i Netto, er den samme som den vi købte i sommeren 2007. Og det er ikke samme vin.
For det første er alkoholprocenten 0,5% højere på vinen fra Netto. For det andet læser vi proppen, som at vinen er aftappet i oktober 2009 (for to måneder siden), hvilket lægger sig i fin forlængelse af, at proppen (billedet) fysisk ser ud som om vinen var tappet i går. For det tredje er det tydeligt, når vi smager på vinen, at det er en helt anden vin. Den fra Netto er kraftigere og med mere syltetøj end den vi købte hos producenten.
Hvor vinen købt på ejendommen var fremragende, er denne blot god. I næsen er der solbær på lidt marmeladeagtig maner. Smagen lægger sig umiddelbart i forlængelse af duften med tilføjelse af lidt provencalsk krydderi. Med luftning dæmper marmeladen sig dog, og en mørk, ganske dyb peberagtig smag og fornemmelse dukker frem. Det er især det lidt oversolmodne syltetøjspræg, og en lidt grovere stil, der gør, at vi oplever vinen som mindre attraktiv end den vi købte på ejendommen.
Hvis vores antagelse af at vinen er tappet for to måneder siden er korrekt, er det klart, at vinen sagtens kan gå hen og blive bedre end vores umiddelbare indtryk antyder. Og lagring kan sikkert også i nogen grad gøre det af med syltetøjet og fremme peber og krydderi. Det kunne sammenlagt udløse en højere vurdering.
Som parentes vil vi lige nævne det kuriøse, at det er anden gang indenfor kort tid, at vi mener at opleve, at vine fra en ejendom i Luberon området, vine der umiddelbart foregiver at være ens, er forskellige. Den anden Luberon ejendom, der måske har lidt tilfældige aftapningsprincipper, er Domaine de Fontenille. Måske det er kutyme i området?
Se billede fra Château de l'Isolette her.