Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.

Denne Minervois-vin sætter ægteskabet på prøve (rolig, det var bare en joke :-), og den stiller store krav om evner hos os begge til at acceptere og respektere andre måder at opleve på, end den vi hver især er udstyret med. For intet kan som sydfransk vin bringe sindede i kog herhjemme. Og specielt denne vin har belyst yderpunkterne i vores måder at opleve vin på.

Anmeldelsen bliver denne gang et udtryk for to vidt forskellige måder at opleve vin på: Jeg (Preben) ligger mellem fire og fem stjerner, nok nærmere det sidste. Helle siger én! Det giver den lidt intetsigende gennemsnitsvurdering tre stjerner. Så I får begges oplevelser:

Helle blindgætter med det samme vinen til at være sydfransk "fra den forkerte side", som hun tit siger, når hun (i modsætning til Provence og Rhône) lugter Languedoc-Roussillon, hvor hun ofte oplever at møde smage, der kan associeres til "julesyltetøj", altså noget med trane- og tyttebær, inkluderende et lidt bittert touch. Når Helle siger syltetøj, så er slaget tabt, og intet kan redde situationen.

Jeg deler hendes modvilje mod oplevelse af "syltetøj" i en vin, men oplever slet, slet ikke denne vin på denne måde. Den har en pragtfuld og stedstypisk duft af, tja at hæfte en eller flere typer bær på den vil være en fornærmelse. Hvis den dufter af bær, så er flere af disse bær nogle vi, sådan som jeg oplever det, blot kan drømme om at finde i det hinsides. Men det er en mørk, flot aromatisk og vinøs duft, som man kun kan finde i det sydfranske: i Languedoc-Roussillon.

Jeg oplever vinens balance som fornem: Garvesyren er der og vedkender sig at være rigtig garvesyre med fint, men ikke aggressivt og heller ikke overciviliseret (=kedeligt) bid. Flot krop og rankt skellet. Jeg kan ikke rigtig finde noget at klage over!

En pragtfuld vin som jeg kunne drikke rigtig ofte - men det bliver i givet fald, når jeg er alene hjemme.