Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Harmonisk og meget venlig vin, der dog ikke kan siges at være særlig Brunello-karakteristisk.
Duft af friske bær og lidt muld. I munden er vinen først og fremmest meget harmonisk, den smager godt, er blød og overordentlig drikkevenlig. Der er bær og en antydning af et lidt chokoladet touch. Side om side med den lidt varme og en lille smule søde fremtoning, er der pæn syre.
Vinen har lidt af den gode dybe, som man søger i en Brunello, men det dominerende indtryk er en noget glat og for typen overraskende tanninfri fremtoning. Brunello kan nu til dags være mange ting, men her mangler bid og stringens i en grad, at vinen falder noget udenfor hvad vi kan forbinde med Brunello.
Det udslagsgivende for de fire stjerner er således ikke typicitet, men derimod at vinen - når man ser bort fra navnet - i sig selv og på egne betingelser er dejlig at drikke, og at den smager godt.
Vinen er fra den hede årgang 2003, hvilket vi formoder har været afgørende for den lidt varme og ret glatte fremtoning. Om det forholder sig sådan, eller om det er husets stil, vil vi vide mere om, når vi får smagt på samme vin i årgang 2004.