Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
En moderne, koncentreret, blød Chianti med et markant indslag fra fadlagringen. Normalt bruger vi en mindre størrelse glas til ikke-riserva'er, store glas til riserva - vi måtte have gang i de store glas til denne vin.
Mørk, ungdommelig farve, tyktflydende. Duft af søde kirsebær, violer og mokka, stor og åben smag i samme stil.
Vinen er klart til den unge side: den udvikler sig tydeligt til det bedre, hænger bedre sammen, når den får luft. Til at begynde med mangler vi oplevelsen af struktur og specielt af den syre-friskhed, som vi forventer af en Chianti. Vinen har tværtimod aktuelt en fadsødme, som vi synes er lige i overkanten.
De sidste mundfulde afslørede, at vinen også indeholder den herlige sangiovese-garvesyre, som den solide frugt, fedme og sødme indtil da i nogen grad havde skjult. Vinen er på vej. Den er flot nu, smager virkelig godt, men den vil givetvis blive endnu bedre indenfor de næste et til to år, hvor det også må forventes at fadpræget dæmper sig klædeligt, og at vinen herefter vil fremstå mere helstøbt.
Se billede af Brolio slottet her
Se billede af Barone Ricasoli's vineri her