Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Navnet Barricato forekommer os at antyde at der er tale om en barrique-præget vin. Men sådan smager den slet ikke. Ifølge producentens hjemmeside er der ifølge den italienske version tale om en vin der er lagret ca. 10 måneder på barriques og derefter et par måneder på flaske. Oplysninger fra producenten til forhandleren siger det samme. Producentens engelske hjemmeside-version beretter om to år på barriques og derefter et år på flaske, hvilket altså er forkert.
Når vi ser bort fra denne ikke-leven-op-til-barrique-forventningen, synes vi at vinen er glimrende. Den åbner med markant duft af dessert-kirsebær, smagen er tørrere end duften antyder og har et lettere landligt præg.
Vinen forandrer sig noget frem og tilbage i løbet af de par timer vi har den i glassene. Nogle gange forekommer den lettere ude af balance, andre gange harmonisk, så det er som om den godt kunne hvile en smule for at finde sig selv. På de bedste tidspunkter er den glimrende, harmonisk og venlig.