Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Vinen er et fejlkøb, idet den er repræsentant for en type Barbera vin, som vi finder uinteressant.
Barbera er en drue - nok den eneste - som vi synes er kedelig, hvis den smags- og strukturmæssigt ikke tilføres et mærkbart præg fra lagring på barriques. Det gjorde vi klart for ekspedienten, som så anbefalede denne vin.
Vi ved ikke hvordan vinen er lagret (*), men hvis den har ligget på træ, så har det højst bidraget med en anelse afrunding og lidt blødhed; vi er ikke i stand til at henføre smage eller strukturelle komponenter til fadlagring og slet ikke til barriquelagring. Vinen er tværtimod en skoleeksemplarisk demonstration af Barbera's basisegenskaber: meget enkel bærsaft-smag, friskhed på grænsen til det syrlige og ingen fornemmelse af garvesyre.
Vinen er mørk med tydelige ungdommeligt violette toner, helt enkel i næse og mund, saft af blandede bær, mørke såvel som lyse (ribs). Den er koncentreret og ganske slank med markant syrefriskhed, der for en dels vedkommende er pakket ind i en mælkeagtig blødhed. 14% alkohol.
Smagt på egne præmisser er vinen glimrende om end klart til den unge side.
Vores burde-koste-skøn siger 75-90 kr. Så vinen er, synes vi, uforståeligt dyr, også på tilbud (august 2006) til 123,75.
* Vi har efter at vi har skrevet anmeldelsen fået at vide af en læser, at vinen er lagret ca. 6 måneder på brugte barriques.