Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Lækker og meget velsmagende vin med nedtonet Nebbiolo-karakter og tilsvarende optonet fadpræg.
Flot og vinøs duft uden nævneværdige Nebbiolo-karakteristika. Fyrrenålekrydring og en del sødt fadpræg.
Velsmag i samme stil. Masser af lakrids cg endnu større mængder sødt fadpræg, der ytrer sig som kraftig karamelsmag, som maskerer druekarakteren. God friskhed, middelslank fremtoning trods alkoholprocenten.
Tanninerne er til at begynde med fløjlsbløde, men efter timers luftning dukker lidt af Nebbiolos karakteristiske strenghed med stramme tanniner frem; vinen mister dog aldrig sin ganske slikne karakter.
Grundet den afdæmpede Nebbiolo-karakter og det voldsomme fadpræg, vil jeg (Preben der anmelder vinen alene) ikke genkøbe vinen, som hvad typicitet angår ikke er på firstjernet niveau. Men det er ikke til at komme uden om, at vinen er lækker og derfor sine fire stjerner værd.