Vinen er fremstillet af 100% Sangiovese. Skemaet i producentens tekniske blad oplyser, at vinen er lagret på brugte barriques og store fade, mens samme blads tekst har udskiftet de store fade med små. Ud fra hvad vi har smagt, tror vi mest på den sidste deklaration.
Vinen har en fin duft med et floralt præg. I munden er vinen fyldig, ganske kraftig og stofrig. Frugten har et tilskud af bl.a. mørk chokolade, og der er en afvæbnende sødme.
I de ca. tre timer, vi havde fornøjelse af vinen, skiftede den markant udtryk, og den forekommer ikke at have fundet sit endelige udtryk endnu.
Indledningsvis er den relativt blød, og tanninerne er mestendels indkapslet i den ret fyldige krop. Harmonisk med blød syre. Alt i alt en fremtoning i mere international end toscansk stil.
Hen mod slutningen viser der sig solide og ganske kraftfulde tanniner, der også byder på nogen bitterhed; her lader vinen os mærke, at den er toscansk, og den er ret flot.
Vi er i den høje mellemklasse med en vin, der aktuelt ulmer, og som har potentiale til yderligere udvikling.
Glas: Zalto bordeaux.