Forhandlerne af vinen kalder den Black Label, og de angiver, at producenten er Lenotti, hvilket ikke fremgår af etiketten, som blot oplyser en kryptisk bogstav-tal-kode. Vi har dog fra Lenotti fået bekræftet, at det er dem, der producerer vinen, som angiveligt kun er produceret til det danske marked, og hvor producenten ikke ønsker, at den skal konkurrere med Lenottis - havde vi nær sagt - rigtige Amarone Classico.
Vinen er usædvanlig let og frugtig af en Amarone at være, kan faktisk ikke genkendes som Amarone, men udtrykker sig nærmest som en let ripasso. Den smager glimrende, har en del udmærket sødme og passer dermed glimrende til vores kødsovs med kanel. Det er lige før vi spørger os selv, om etikettens 15% er en trykfejl; så let er vinens udtryk.
De tre stjerner kommer i land, fordi vinen er glimrende at drikke. Men man kunne godt argumentere for, at typicitet og stil i forhold til, hvad man kan forvente af en Amarone, burde koste en stjerne. Vores prisvurdering ligger i lejet 110-125 kr.
Glas: Zalto universal.