Her var der mestendels imponerende godt styr på tingene med et grimt kiks undervejs.
Jeg (Preben) havde valgt en vinmenu (et glas vin til hver af de seks retter),
mens Helle nøjedes med to glas (idet vi forinden både havde fået mousserende vin
til afternoon tea, og der var herefter vinsmagning med fire vine samt en aperitif
før middagen, alt sammen en del af opholdet).
Mens vi fik aperitifen, scorede tjeneren høje point ved at henvende sig og
foreslå, at vinmenuens første vin blev udskiftet, idet han den foregående aften
havde bemærket, at vi havde drukket netop den vin, som var vinmenuens nr. 1. Det
var for at give mig lejlighed til at smage noget forskelligt. Det må siges ikke
blot at være ekstremt observant (da hans eneste rolle den foregående aften havde
været at servere hovedretten; han havde slet ikke været indblandet i
vinbejeningen) men også en meget fin og knivskarp service. Den
alternative vin var oven i købet et par trin op ad trappen, en Alsace Grand Cru,
adskilligt flottere end den foregående aftens vin. Bravo!
Helle fik lov at smage, før hun valgte sit glas hvidvin, hvilket hun var overordentlig godt tilfreds med, da den først foreslåede vin (Saint Romain, 2005, Bertrand Romain, omtales senere) ikke faldt i hendes smag.
Det var også godt, at hun senere fik lejlighed til at smage
på rødvinen, for her afværgede hun en katastrofe. Efter et kort snus i glasset
udbrød hun spontant "Den lugter af åben flaske". Det er hendes måde at sige på,
at vinen forekommer at være iltet, efter at den har været for længe åben. Sådan
smagte den ifølge hende også.
Tjeneren fortalte nu, at den var blevet åbnet aftenen før, og at "det skulle den
nok kunne klare".
Det var en Clos Vieux Pontet Saint-Émilion (ikke
hverken Grand Cru eller det der er finere) fra 1989, altså små 19 år gammel.
Den
type vin kan (som det meste anden rødvin) efter vores begreber ikke, når
halvdelen af flasken er konsumeret et døgn forinden, holde sig tilproppet - og da slet ikke
når den har 19 år på bagen. Den bør serveres frisk.
Det var mildest talt ikke smart, og der røg en del "point" der.
Konfronteret med Helles fasthed opgav tjeneren heldigvis den korte magtkamp og
fandt en frisk flaske frem, og det var noget helt andet.
Fire af vinmenuens seks vine var rigtig gode, to var ringe.
Den nævnte Alsace Grand Cru, Riesling Cru Goldert,
Ginglinger-Fix, 2006
var dejlig.
En moselvin, Bernkasteler Lay Spätlese Riesling trocken 2001 fra producenten
Markus Molitor, var
helt i top og et perfekt match til den tilhørende (og vidunderlige) ret.
En New Zealand'sk Pinot Noir
2005 fra producenten
Mount Edward var
også rigtig god med god, åben og venlig Pinot karakter og fin friskhed.
Den tidligere nævnte
Saint-Émilion, Clos Vieux Pontet 1989, smagte, ja, som rigtig
god Saint-Émilion, helt uden at vi tænkte på alder trods dens 19 år.
En hvid Bourgogne 2005,
Saint Romain fra Bertrand
Ambroise, oplevede vi som ødelagt af al for megen fadlagring - den
værste hvide Bourgogne vi har smagt i årevis - og en Dolcetto Dogliani, Bricco
Botti 2001 fra
Pecchenino var blommet i
smagen på en ikke så køn måde og var desuden totalt uklar og grumset,
men sådan skulle vinen ifølge tjeneren være. Hmm.
En vinmenu kostede 455 kr., og vi betalte 75 kr. pr. "løse" glas.
På plussiden:
I mellemlejet: Vinene var efter vores begreber af ganske svingende kvalitet, dog med flest gode og en enkelt fremragende.
På minussiden: At forsøge at servere daggammel Bordeaux.
Det munder ud i en helhedsvurdering på fire stjerner.
Juni 2008
