Det var anden gang, at en gruppe Valtellina-producenter aflagde besøg i København. Første gang var i december 2019. Få måneder efter lukkede alting ned grundet covid, hvilket kan være en medvirkende grund til, at der vist ikke rigtig er sket noget i relation til Valtellina på det danske marked siden. Så der var god grund til endnu en gang at gøre opmærksom på denne Nebbiolo-vin fra den norditalienske region Lombardiet, en vintype der helt klart lever en skyggetilværelse i forhold til Barolo og Barbaresco.
Men der burde egentlig ikke være nogen konkurrence, for selv om druesorten, der bruges, er den samme, er udtrykkene om ikke som nat og dag så dog væsensforskellige.
Valtellina er en lysere, lettere og mere frisk vin, og tanninerne er meget venligere end i de til tider voldsomt bidende Barolo og Barbaresco.
Skulle man endelig sammenligne Valtellina med noget, er det mere i retning af vinene fra Alto Piemonte, der også er lysere og friskere.
Karakteristisk Valtellina-landskab
Én ting er dog unik for Valtellina: deres Sforzato di Valtellina (på lokal dialekt: Sfursat), som mig bekendt ikke har sit lige andre steder. Den er fremstillet ligesom en Amarone, altså af tørrede druer, en metode der bruges mange steder i Italien. Men Sforzato laves af Nebbiolo, hvilket giver et helt særligt udtryk. Vinen er i princippet tør men kan subjektivt opleves som havende en smule sødme, hvilket bl.a. den høje alkohol er medvirkende til. Denne smag kombineret med Nebbiolos karakteristiske tannin har jeg ikke oplevet andetsteds.
I forbindelse med smagningen i 2019 lavede jeg en gennemgang af hvad Valtellina er og en oversigt over de forskellige appellationer, som jeg her henviser til i stedet for at gentage.
Smagningen af vinene blev indledt med en masterclass ved Thomas Ilkjær, hvor vi smagte fire Valtellina Superiore - den efter mine begreber vigtigste af områdets appellationer - samt fire Sforzato di Valtellina.
Den første af de smagte Valtellina Superiorer var efter mening den bedste og fungerede som et referencepunkt for, hvad jeg senere smagte ved gå-rundt-smagningen: Vigna Dossi Salati, Valtellina Superiore Riserva, Grumello, Dirupi, 2018, som er lagret to år på botti. Den var lækker med god frugtighed, en lille rosetone, pæn friskhed, en anelse sødme og relativt milde tanniner.
Ved smagningen i 2019 var det også en Riserva Grumello fra Dirupi, der kom ud som en favorit. En google-søgning tyder på, at Dirupi's vine ikke forhandles i Danmark. Var det ikke noget for en dansk importør at kigge lidt nærmere på denne producent?
Følgende producenter var repræsenteret ved smagningen: Alberto Marsetti, Alfio Mozzi, Arpepe, Balgera, Dirupi, F.lli Bettini, Folini, La Grazia, La Spia, Mamete Prevostini, Nicola Nobili, Nino Negri, Sandro Fay, Tenuta Scerscé og Triacca.
Vinmager Andrea Pilatti fra Alberto Marsetti
En anden producent, hvis Valtellina Superiore gjorde indtryk, var Alberto Marsetti. Både dennes Valtellina Superiore, Grumello, 2018 og Valtellina Superiore, Grumello, Vigna Le Prudence, 2018 var fine. Førstnævnte med fin syntese mellem frugt og fad og på niveau med ovennævnte Dirupi vin. Sidstnævnte var også lækker og lidt mere krydret. Vine der var svære at spytte ud, hvilket altid siger noget om nydelsesfaktoren.
Også Valtellina Superiore, PR28, La Spia, 2018 faldt i min smag, god fylde og kraft.
Valtellina Superiore, Essenza, Tenuta Scerscé, 2018 skal også fremhæves. Den var i lidt mere udtalt tannisk stil.
Valtellina Superiore, Sassella, Triacca, 2019 var også dejlig. Klassisk og lækker med fint fadpræg.
Minsandten om den ikke kan købes i Danmark - på coop.dk, hvor årgang dog ikke oplyses. Så måske den også kan findes i nogle SuperBrugser og Kvicklyer. Den koster i skrivende stund 139 kr.
Beatrice Oberti fra La Grazia
Blandt Sforzato'erne var jeg gladest for Sforzato di Valtellina, Fiori di Sparta, La Grazia, 2016, som jeg fandt meget velsmagende. Den havde også de karakteristiske tanniner som det sig hør og bør, og som jo er det, der i kombination med passito-smagen får denne vintype til skille sig ud fra alt andet. 15% alkohol
Ved første smagerunde var jeg egentlig faldet for Sforzato di Valtellina, Mamete Prevostini, 2018, men da jeg vendte tilbage til den efter at smagt masterclassen's tre andre Sforzato'er fandt jeg for meget karamel og oplevelse af sødme, som formentlig skyldes at en del af vinen er lagret på barriques.
Da vi besøgte Valtellina i 2019, købte jeg nogle flasker Sforzato med hjem. Jeg har endnu ikke fundet anledning til at drikke dem. Når maden kalder på en vin fremstillet af tørrede druer, ender det hos os altid med en Amarone. Men valget kunne i og for sig lige så godt være en Sforzato. Man skal dog kunne goutere de pænt kraftige tanniner, og det er jeg alene om i vores husholdning. Men hvis man både er glad for Amarone og Barolo, er Sforzato en meget interessant blanding af genrene.
September 2022
