Selv om danskerne vist er glade for de varme, fyldige og alkoholrige vine fra Syditalien, er det alligevel nok en gang imellem en god ide, at gøre opmærksom på, at der findes kvalitetsvin uden for Piemonte, Toscana og Veneto. Og dette var tanken bag, at Italian Trade Agency's Stockholm afdeling havde arrangeret to smagninger af syditalienske vine fra de tre regioner Apulien, Campanien og Sicilien, en i Stockholm og en i København.
For de stakkels sydeuropæiske producenter, der selv betaler deres rejse og hotelophold, håber jeg at arrangørerne havde bedre held med at promovere arrangementet i Stockholm, for i København - i den smukke sal i Moltkes Palæ - var der, som det ses på det øverste billede, meget få besøgende. Preben var en af dem.
Der blev afholdt en smagning - eller teknisk workshop som arrangørerne havde valgt at kalde den - guidet af Nana Wad (uddannet sommelier, vinkonsulent og vinbogs-forfatter) og Ole Udsen (bl.a. medforfatter af Politikens Italiensk vin samt blogger). Ole Udsen tog sig overvejende af det "tørre" stof: oplysninger om jordbundsforhold, klima, druesorter o.s.v., mens Nana Wad stod for - som hun selv benævnte det - den sjove del af programmet, selve smagningen af vinene.
Man kom godt rundt via smagning af tre vine fra hver af de tre nævnte regioner: fra Apulien en glimrende Negroamaro, Rosato (rosé), Salento, 2014 fra producenten Santi Dimitri, en meget velsmagende Bisso, Salice Salentino Riserva, 2011 fra Le Vigne di Sammarco, og endelig en Primitivo, som ifølge seminarlederne var en naturvin, Centosassi, 2011 fra Amastuola. Pudsig næse, sødlig krydret smag. Importøren, Lowin, som jeg senere snakkede med, var dog ikke bekendt med, at den skulle være en naturvin.
Fra Campanien var vægten på hvidvin på henholdsvis Falanghina, Cocceius, Falanghina del Sanno, Votino, 2014 og Fiano, Quartara, Colli di Salerno, Lunarossa, 2011. Falanghina'en som repræsentant for en enkel stil, mens Fiano'en skulle demonstrere den mere fyldige og komplekse stil. Sidstnævnte var lagret på amfora. Man mærkede tydeligt på Nana Wad og Ole Udsen, at Fiano'en skulle være det helt store. Jeg var dog mere til den friskere, fint krydrede og enkle Falanghina. Den røde, Borgomastro, Colli di Salerno, Lunarossa, 2009, var fremstillet af regionens vigtigste blå druesort Aglianico, krads på en civiliseret måde. Begge Lunarossa-vine forhandles i Danmark af La Quartara.
Fra Sicilien valgte man at lade en hvid naturvin fremstillet af Grillo gå ud, fordi den mod forventning smagte oxideret. De to røde var henholdsvis en Pinot Nero fra Etna, Boschetto rosso, Sicilia, Castello Solicchiata, 2010 og en Terre della Baronia, Sicilia, G. Milazzo, 2010 på 80% Nero d'Avola og 20% Perricone, der begge var glimrende.
Ved den efterfølgende bordsmagning, hvor man kunne gå rundt og smage hos de forskellige producenter, prøvede at jeg komme godt rundt i krogene og smage mange forskellige vintyper.
På baggrund af den glimrende Falanghina smagt til seminaret, gik jeg forbi Lunarossa for at smage deres version af druesorten, Camporeale, Campania, 2014. Den var glimrende og havde den samme enkle velsmag som seminar-vinen.
Producentens Costacielo, Campania, 2013 på 70% Fiano og 30% Falanghino var større og mere kompleks. Også glimrende.
Både Falanghina, Fiano og muligvis også Aglianico vil nok for de fleste være ukendte druer. De to første druer kendte jeg tilfældigvis, fordi vi for et års tid siden var på ferie i Campanien, hvor de er velkendte hvidvinsdruer. Aglianico er jeg stødt på ved flere lejligheder.
Uva di Troia og Nero di Troia (to navne for samme druesort) var derimod ukendte for mig. Så de skulle smages. Ifølge Ole
Roberta Lupi, export manager
Le Vigne di Sammarco
Udsen er Uva di Troia en interesant sort på vej frem, og den skulle have køligere frugt og højere syre end de velkendte sorter Primitivo og Negroamaro. Jeg fik smagt et par glimrende vine. Bl.a. en hos Le Vigne di Sammarco der havde en lidt parfumeret smag. Jeg kunne ikke på baggrund af de relativt få smagte og meget forskellige Uva di Troia vine danne mig noget seriøst indtryk af druens formåen og generelle karakteristika.
Her hos Le Vigne di Sammarco foretrak jeg de af producentens vine, der er fremstillet af de dansker-elskede druer Primitivo og Negroamaro.
Producentens Primitivo di Manduria, som kun er stållagret, var vellykket. Ikke for tung og bare god. Jeg har allerede i forbindelse med seminaret nævnt Bisso, Salice Salentino Riserva, 2011, der er fremstillet af 80% Negroamaro og 20% Malvasia lagret 9 måneder på barriques. Dejlig med typisk syditaliensk krydring og heller ikke hverken for tung eller for sød. Også Solemnis, Salento, Primitivo, 2012, var god og krydret. 7 måneder på barriques.
Jeg har et eller andet ikke særlig velunderbygget, der siger mig, at vinene fra Etna er lige en tand mere værd at holde øje med end så meget andet på Sicilien. Så jeg vågner altid en smule mere, når Etna er på programmet.
Der produceres mange forskellige typer vin på Etnas vulkanske undergrund. Ved denne smagning skulle det handle om franske druer, som jeg altid - også lettere fordomsfuldt - tænker på som "åh, hvorfor nu ikke bruge jeres egne druer - jeg gider ikke alt det der franske, når jeg er i Italien".
Jeg må dog sige, at hos Castello Solicchiata, der forekommer totalt hengivet til de store franske druesorter - hvilket også ses på etikettestilen - går det meget godt. Pinot Noir vinene Boscehetto Rosso og Sant'Elia 2010 var gode om end selvfølgelig mørkere og kraftigere end Bourgogne-referencen.
Vinene fremstillet på Bordeaux-blends havde noget, som jeg fandt interessant. Velsmagende og med den klassiske spidsede blyant i smagen. Men vinene havde klart også deres helt egen karakter, en ny dimension. Både Secondo di Castello Solicchiata 2009 og Castello Solicchiata 2007 fandt jeg vellykkede. Jeg fik oplyst drueblandingen i Secondo til at være 70% Cabernet Franc, 20% Merlot og 10% Cabernet Sauvignon. Jeg forestiller mig at samme blend anvendes i Castello Soliccchiata.
Maj 2015
