Smagningen var kapitel 2 i Jørgensen og Co Vinimport's (nyt navn: Vinfoyeren) smagning af røde Bourgogne vine. (Kapitel 1 fra september er refereret her). 12 vine var på programmet, og hovedvægten var denne gang på årgang 2011 fra producenterne Domaine Theulot-Juillot, Mercurey, Domaine Hervé Murat, og Domaine Philippe Cherin, sidstnævnte to fra Nuits-Saint-Georges.
Bjarne Jørgensen fortalte under smagningen, at han ønsker at kunne præsentere gode "indgangsvine" til rød Bourgogne, gerne til under 200 kr. flasken. Han vil i det hele taget gerne kunne præsentere vine, som er nogenlunde til at betale for "alle", så man kan få lejlighed til at smage, hvad rød Bourgogne drejer sig om.
Han lægger desuden vægt på, at vinene skal smage af de områder de kommer fra, sagt på fagsprog: at de afspejler deres terroir. Og han vil gerne være i stand til at fremvise "hele paletten", altså i sortimentet have eksempler på vine fra hele Bourgogne-området.
Sammenlignet med årgang 2010 har 2011 ifølge Bjarne Jørgensen mere umiddelbar frugt og mindre gemmepotentiale.
Jeg (Preben) fandt flere af vinene glimrende, men det var især vinene fra 2010, der gjorde indtryk på mig.
Den først smagte 2010'er var genganger fra runde 1 i september: Volnay 1er Cru, Pitures, Domaine Bitouzet-Prieur, som jeg her blot to måneder efter, oplevede som langt mere tilgængelig umiddelbart efter åbning af flasken. Hvor den sidst lagde ud med lidt hårde tanniner, forekom balance og harmoni her bedre. En meget lækker vin, der til 220 kr. må siges at være et meget fordelagtigt køb.
De tre andre smagte vine fra 2010 var fra Domaine Heresztyn, Gevrey-Chambertin. Ikke vine der som ovennævnte Domaine Bitouzet-Prieur's vine gik i mig med træsko på, men derimod vine med et mere stilfærdigt udtrykket, og som der derfor skal lyttes lidt mere til.
Heresztyn's Chambolle-Musigny og Gevrey-Chambertin 1er Cru La Perrière faldt i min smag med deres finhed, klasse og elegance. Med priser på henh. 300 og 385 kr. berørte sidstnævnte min "smertegrænse" for hvor meget jeg synes det er værd at betale for en flaske vin. Men min nysgerrighed efter at gensmage begge vinene ved middagsbordet vandt, og vinene røg i indkøbstasken.
Oktober 2013