Palari og Volpe Pasini, marts 2010

Palari etiketter

Wineimporters, som der henvises til i artiklen, er ophørt 2013.

Det er længe siden, at jeg (Preben) på rødvinsfronten har oplevet noget så oplivende og opløftende som til en smagning, hvor den sicilianske producent Palari var hovedrolleindehaveren. Det foregik i Nimb Vinotek, som så ud til at være en sjov blanding af landligt inspirerede langborde og ditto bænke samt vægge, hvor en stor del af arealet udgjordes af udstillingsvinduer med fri udsigt til luksuøse herligheder (se billede her).

Anledningen var, at Wineimporters havde inviteret til smagning af vine fra Friuli-producenten Volpe Pasini og som nævnt sicilianske Palari.

Det var meningen at manden bag Palari, Salvatore Geraci, skulle have været til stede, men da han var kommet på hospitalet et par dage inden smagningen, var det Emilio Rotolo fra Volpe Pasini, der præsenterede begge producenters vine. Det lod sig gøre uden problemer, fordi Volpe Pasini distribuerer Palari's vine, som Rotolo havde et indgående kendskab og engageret forhold til.

Emilio Rotolo fra Volpe Pasinni Emilio Rotolo fra Volpe Pasinni

Volpe Pasini

Fra Volpe Pasini blev først serveret tre hvidvine og en rød. Læseren, der kender lidt til vores smag, vil ubesværet kunne regne ud, at det ikke var hvidvinene, der trak mig til truet, så her vælger jeg at holde lidt lav profil.
Den røde, en Merlot, vælger jeg ligeledes at gå let hen over, da jeg ikke rigtig kunne finde ud af, hvor den ville hen.

Palari

Som nævnt var Palari for mig attraktionen. Rødvin forstås. Producentens Palari, DOC Faro (årgang 2005) blev i Gambero Rosso 2008 udnævnt til årets rødvin, og af samme guide kan ses, at vinen er stabil scorer af topkarakteren tre glas. Da vinen ifølge Gambero Rosso tilmed skulle besidde elegance som en Bourgogne - hvilket umiddelbart kunne lyde lettere absurd Siciliens sydlige beliggenhed taget i betragtning - var min nysgerrighed i høj grad vakt.

Og jeg må sige, at jeg her havde vinøse stjernestunder. Alle tre vine fra Palari havde høj klasse, og det med den med Bourgogne sammenlignelige elegance var fuldstændig korrekt. Smagen var en anden, men strukturen var i højeste grad Bourgogne-agtig. Tanninerne var de fineste og mest ædle jeg har mødt i umindelige tider.

Vinene havde kolossal harmoni og helstøbthed på den mest indlysende og åbenbare måde.
I forlængelse af nævnte elegance, så var det også meget bemærkelsesværdigt, at alkoholprocenten for de tre Palari vine var - for sin beliggenhed og med tidens målestok - meget moderate 13,5%, hvor mange langt nordligere producenter jo efterhånden som standard leverer 14% og derover. Bravo!

Alle tre Palari vine havde i aller-aller-bedste og højeste forstand enorm bælle-kvalitet. De var bællevine på engle-niveau. Den ene mundfuld kaldte på den næste, løftede og animerede. Her var jeg ikke "til smagning": Glassene blev hæmningsløst tømt, og jeg var vin-lykkelig!

Interessant er, at vinene fremstilles af lokale druesorter, som man for 30% vedkommende ikke ved hvad er. Og blendet foretages i marken, ikke i kælderen. Det gør dem naturligvis i sig selv unikke og umulige at kopiere.

De fattige ord

Jeg kan altid lidt bedre holde ud at sætte ord på vine, der ikke rammer mig i hjertekulen, end på dem som gør. For når det virkelig rammer, så opleves det nærmest som en slags mishandling eller helligbrøde at forsøge at sætte ord på noget, som dybest set ikke kan beskrives. Men det er jo det vi og mange andre vinmennesker gør hele tiden. Så i det følgende kommer der lidt flere detaljer om de enkelte vine.

Rosso del Soprano

Den først serverede vin, Rosso del Soprano, Sicilia (IGT) 2007 var andenvinen til Palaris hovedvin og fremstillet af de samme lokale druesorter: Nerello Mascalese, Cappuccio, Nocera, Acitana, Galatena, Calabrese m.fl. (man kan åbenbart godt lave god vin på andet end Cabernet, Sangiovese, Merlot, Nebbiolo, Syrah, Barbera og Grenache!), lagret ca. et år på franske barriques brugt en gang.
Vinen havde en lys og elegant duft, let krydret. Flot og med god koncentration, sød på den gode måde. Elegant men også med kraft. Elegant struktur. Perfekt doseret fadpræg. Ren nydelse. Bravo!

Vinen kan erhverves hos Wineimporters for 250 kr. (187,50 v. 6 fl.)

Palari

Førstevinen, der simpelthen bærer Palari-navnet, er DOC Faro. Druesorterne er som nævnt de samme som i Rosso del Soprano, som den adskiller sig fra bl.a. ved at være lagret på nye franske barriques. Og mon ikke også vinstokkene i Soprano er enten yngre eller med en "ringere" beliggenhed? Sådan plejer det at være, når der er tale om første- og andenvin. Vi smagte Palari i årgang 2006.
Meget fascinerende og skøn duft af bl.a. varm, krydret vegetation, især blomsterlandskab med kløver, der senere blev til kløverhonning. Også et strejf kamfer. Fyldigere smag end Soprano med stor dybde og en mørk kerne midt i lyset. Jeg er altid vild med når lys og mørke laver syntese i en vin - det er jo en afspejling af det guddommelige, som det kan være gavnligt at blive mindet om en gang imellem.
Vinen var også sødere end Soprano, og til at begynde med var jeg faktisk gladere for sidstnævnte, men det rettede sig ud, og jeg følte mig ikke forstyrret af for megen sødme.
Tanninerne forekom mig på et tidspunkt at være de mest elegante og forfinede, som jeg kan mindes at have smagt, og luftning afslørede, at der desuden var god bund i tanninerne.
Ekstremt ren vin. Grundlæggende feminin i sit udtryk. Stor klasse. Endnu en gang: Bravo!

375,00 (350 kr. v. 6 fl.) hos Wineimporters

Santa.Nè

Den sidst smagte vin fra Palari, Santa.Nè, Sicilia (IGT), var noget af en eksklusivitet, idet der pr. år kun fremstilles ca. 1500 flasker af vinen. Vi smagte den i årgang 2005.
Druerne kommer fra en gammel vinmark med 100-150 år gamle stokke. Lagret ca. 18 måneder i nye franske barriques. Udover vinstokkenes høje alder gør de helt anderledes jordbundsforhold (sandet) en forskel i forhold til de foregående vine.
Duftmæssigt den mest lukkede af de tre Palari vine. Igen ekstrem harmoni i munden. Sødmefuldt mild. Tættere, federe og mere glat end de to første vine. Ren natur på flaske, eliksir. Endnu en gang: Bravo!

600 kr. hos Wineimporters.

Alle disse bravo må samlet blive til bravissimo!

Kan det være sandt?

Jeg har altid haft og har det stadig sådan: At smage flere forskellige vine og vintyper ved en smagning indebærer altid en risiko for at smagsløgene kalibreres i en eller anden mærkværdig retning undervejs - evt. af den tilhørende madservering. Så den egentlige prøve foregår hos os altid hjemme ved middagsbordet, hvor vine ikke skal konkurrere med et batteri af flasker (= den nørdede tilgang) men får den fulde opmærksomhed for sig selv og madmæssigt under "kontrollerede omstændigheder". Den vurdering må læseren have til gode. Vores bestilling (af Rosso del Soprano og Palari, Faro) er afgivet!

Marts 2010

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.