"Tak for et brag af en smagning", sagde jeg (Preben) til Herluf Trolle, Niche Vines indehaver, efter jeg i løbet af herlige tre timer havde smagt på mousserende vin fra Loire, Catalonien og Champagne, smuk og klassisk hvid Bourgogne, naturvin fra
Gascogne, Beaujolais, Languedoc og Etna, rød Bourgogne, klassiske toscanere fra Chianti Classico og Montalcino, alternative rødvine fra Maremma, Barbera fra Piemonte, gode gamle kendinge fra Sydrhône og endelig vidunderlig dessertvin fra Languedoc. Jeg glemte til sidst - nok mættet af oplevelser - at der på mit smageprogram også stod øl fra Mikkeller. Og så havde jeg fravalgt de ellers elskede Nebbiolovine fra Piemonte og ditto tyske Riesling. Ligesom jeg ikke fandt plads i smagsløgende til at gå ombord i vine fra bl.a. Umbrien og Slovenien. Hold da op et broget og herligt udvalg af vine fra vores skønne Europa! Vinlisten kan ses her. Og så blev næsten alle vine præsenteret af producenterne selv.
Vi har i flere ombæringer haft stor glæde af Eric Forest's hvide Bourgogner. De er basalt lækre, har stor smagsfylde og har typisk god balance mellem fedme og friskhed. Klassisk hvid Bourgogne.
Det var årgang 2016 der var på bordet. Af de fire smagte vine, fra Mâcon-Vergisson til Pouilly-Fuissé, var der især én, der gik rent ind: Saint-Véran, Le Paradis der havde lækker og meget attraktiv frugt med lidt trope-noter, god friskhed, tilpas fedme og
en lille afvæbnende sødme. Den skal klart på vores middagsbord. 210 kr.
En anden af Forest's vine, der faldt i min smag var Pouilly-Fuissé, Le Crays, som var flot og karakterfuld med god dybde. 285 kr.
Det er nogle gange slående som "manden ligner vinen". Det er svært ikke at lægge mærke til, at Eric Forest er en smuk mand, klassisk og harmonisk. Det nævner jeg, fordi jeg vil fremhæve samme sammenhæng mellem udseende og vin i forbindelse med anden - og fuldstændig anderledes - producent.
Og denne anden producent er Dominique
Andiran
fra Gascogne. Hans hvide naturvin Vain de Rû, 2017 fremstillet af Colombard uden svovltilsætning tog virkelig fusen på mig. Havde det ikke været for mit interview med Herluf Trolle i 2014, hvor Herluf nævnte denne vin som en af dem, han holder meget af at drikke, havde jeg helt sikkert ikke smagt vinen, fordi de hvide naturvine, som jeg indtil videre har smagt, har været, ja, det kan kun siges på én måde: frygtelige, uappetitlige.
Men denne vin var lækker, frisk og ligetil. Ren, indbydende og smagsmæssigt meget anderledes i forhold til, hvad jeg er vant til. Andiran forholdt sig undskyldende hvad duften angik, fordi vinen lige var tappet for en måned siden, men der var intet at undskylde.
Tilbage til udseendet: I et forsøg på at indfange Dominique Andirans - som jeg oplevede det - entusiastiske og lidt vilde energi, tog jeg ca. 90 billeder af manden, hvis udtryk skiftede konstant. Så afgjort - ligesom vinen - ikke et klassisk udtryk, men et fuld af god, livfuld og naturlig energi.
Niche Vine har også et pænt udvalg af italienske vine. Heriblandt Monteraponi, som vi er meget begejstrede for (se artiklen fra vores besøg hos producenten i 2015). Vinene var lidt svære at fange, fordi jeg smagte dem på et sent tidspunkt i smagningen, hvor vinene var blevet for varme. Så jeg vil undlade at udtale mig om topvinen Baron Ugo og nøjes med at fremhæve Chianti Classico Riserva Il Campitello 2014, som i den vanskelige årgang var lækker og tiltalende "let", elegant og blid. Men altså 475 kr...Monteraponi's vine er blevet smerteligt dyre.
Sesti fra Montalcino serverede en række vellykkede vine, hvor jeg må fremhæve Brunello di Montalcino, Riserva Phenomena, 2011, som var superflot. Men den koster også 795 kr. Den har ligget fem år på fad, hvor lovkravet er to år.
En god gammel kending fra Piemonte var Barbera d'Asti, La Crena, 2013 fra Vietti. Flot og lækker vin med mere struktur end normalt for en Barbera. 18 måneder på botti og barriques. 330 kr.
Trods fin italiensk repræsentation, er det efter smagningen for mig mest Frankrig, der står frem. Jeg smagte hen mod finalen på Sydrhône-producenten Château de Montfaucon's rødvine, som vi har haft stor glæde af gennem årene. Og ligesom sidst, jeg mødte Rodolphe de Pins, som kører ejendommen, oplevede jeg et klart sammenfald af smagspræferencer ved smagningen af og snakken om vinene. Vi var således enige om værdsættelsen af de to Lirac'er, hvor Lirac 2015 var saftig, fin og velsmagende, mens Baron Louis 2014 havde lidt mere struktur og dybde. Dejlig og velsmagende, og årgangen havde givet fin friskhed.
Rodolphe de Pins, Château de MontfauconFra naturvinsproducenten Domaine Mamaruta fra Languedoc-Roussillon smagte jeg tre vine, hvor Cacahuète, Fitou, 2014 fremstillet af 45% Carignan, 45% Mourvèdre og 10% Grenache smagte mig. Saft på den gode måde med tannin, velsmagende.
De sidste vine, jeg smagte, var de røde Vin Doux Naturel fra La Tour Vieille fra Languedoc-Roussillon. Banyuls Reserva var vidunderlig med passende sødme og smukke tanniner i finalen. Bedre type dessertvin findes efter min smag ikke. Og denne var en fornem repræsentant.
Hvad der for mig især gjorde vinsmagningen til en herlig oplevelse var blandingen af på den ene side "konventionelle" (læs: ikke-natur-) vine og vine, som jeg fra tidligere årgange kendte i forvejen, og på den anden side "vildere" (= mere eller mindre naturvinsagtige) og for mig ukendte vine. Hvordan havde de gode gamle kendinge det i nye årgange? Og hvad blev der budt på af helt nyt og spændende? En blanding af trygt og udfordrende som passede godt til mit temperament.
Juni 2018
