Kohorn og biodynamiske præparater er med til at understrege det biodynamiske
Ved Tysk Vinkontors venlige mellemkomst fik jeg (Preben) i anledning af Riesling Week adgang til en privat smagning af tysk hvid naturvin hos Krone Vin. En af producenterne på smageprogrammet, Andreas Schumann (til venstre nedenfor) fra biodynamiske Odinstal, var til stede og guidede sammen med forretningens indhaver Lasse Kruse Rasmussen (til højre) den lille forsamling herrer gennem aftenen.
Vi smagte lidt over 20 vine, alle (på nær vinen til maden) tørre tyske hvidvine. Udover fra nævnte Odinstal (Pfalz), var der vine fra følgende producenter på programmet: Stefan Vetter (Franken), Orea (Mosel), Peter J. Kuhn (Rheingau), Trossen (Mosel) og Stein (Mosel).
Trofaste læsere vil vide, at jeg det sidste års tid har haft et lille projekt med at smage på røde naturvine med det formål at undersøge, om jeg kunne finde nogle, jeg kunne lide. Og det er bestemt lykkedes.
Hvad de hvide naturvine angår har jeg dog (muligvis indtil Krone-smagningen) været på noget der nærmer sig bar bund. Udover at smage et par i ordets negative forstand chokerende vine ved smagningen Smuk Vin for et års tid siden, har jeg hjemme ved middagsbordet kun smagt en enkelt flaske Mâcon-Cruzille, som ikke bekom mig vel. Så da denne lejlighed til at smage en pæn portion tyske naturvine viste sig, bød min nysgerrighed mig at deltage.
Andreas Schumann fortalte, at kun små 5% af hans produktion er naturvin. Der er ifølge ham to markeder for vintypen: København og Paris. Slut. Tankevækkende.
Efter den egentlige smagning, diskede Schumman op med et par flasker, der var svovlet på normal manér (men selvfølgelig stadig indenfor reglerne for biodynamik). Han fyrede i den forbindelse en humoristiske bemærkning af, en bemærkning af den type der kun er morsom, fordi man genkeder en sigende realitet i den: "Så nu kan vi godt inviterer pigerne ind." Man havde forventet kvindelig deltagelse, men den var udeblevet. Der tegner sig - groft sagt - et billede af naturvinsentusiasten som en lidt nørdet parisisk eller københavnsk mand...
Andreas Schumann bød før den egentlige smagning på et glas af sin Sekt, Riesling Brut Nature 2008, fremstillet uden dosage og uden svovl. En vellykket boblevin med god friskhed og en - trods brut nature - ikke overdrevet men derimod fin og passende tørhedsgrad. Denne var måske aftenens eneste naturvin, som jeg ikke syntes der var noget specielt naturvinsagtigt over. Glimrende vin. 504 kr. for en magnum.
De første seks smagte vine var fremstillet af Silvaner: To fra Stefan Vetter (Franken) og fire fra dagens gæst, Odinstal (Pfalz).
De to vine fra Stefan Vetter var meget forskellige. Mest speciel var Kasteller Kirchberg 2011 (218 kr, til salg fra august) med masser af nyfældet fyrretræ i duft og smag. I næsen var også lakværksted. Ganske speciel, men jeg kunne godt nyde den med en åben indstilling (uden hvilken man slet ikke skal deltage i sådan en smagning.)
Andreas Schumann fortalte, at Silvaner ikke skifter så meget karakter med eller uden svovl som mange andre druesorter. Og det kunne jeg godt følge. Vi var for de fleste vines vedkommende ikke ovre i det "sindsygt" anderledes.
Bedst bekom mig Odinstals Silvaner "Amphore" 2012, der som navnet antyder er lagret i amforaer. Svovlet 30% i forhold til standard. Vinen var behagelig og smagte overraskende "normalt", var lidt glat og klingede lidt sødt-fedt ud, og kom derved trods det gode førsteindtryk til at forekomme lidt flad. 605 kr. Hold da op!
Der sneg sig en enkelt rødvin ind som ledsager til en dejlig ret med kalvespidsbryst, der blev serveret efter Silvaner-runden. En vin fremstillet af Spätburgunder og Dornfelder fra producenten Orea (Mosel). Ifølge mine smagsløg en frisk, lille, landagtig og lidt primitiv vin. (155 kr. i årgang 2012, til salg fra august).
Som kæmpe Riesling-fan var jeg klart mest spændt på Riesling-vinene. Ville de være radikalt anderledes end de vine, jeg kender og elsker? Ville de byde på kvaliteter, der er værd at forfølge i relation til mit private forbrug?
De tre Riesling vine fra Orea var i større eller mindre grad karakteriseret ved en til tider nærmest smertelig og ekstrem syre. Og syren forekom mig alt andet end elegant men derimod ganske primitiv og skarp. Især i Riesling "Saaris", Kabinett trocken 2010 (145 kr.) bed syren kontant og hårdt i eftersmagen.
Der var ellers tilløb til god duft og smag i flere af vinene, men for mig dominerede syreprofilen indtrykkene, mindst markant i den noget blidere og mere aromatiske Riesling "AR", Spätlese trocken, 2011 (202 kr.).
I forbindelse med smagning af disse syre-kradsere berettede Lasse Kruse Rasmussen, at natur-Riesling er karakteriseret ved mere mineralitet, mere markant syre og en hårdere profil, altsammen noget man ifølge Lasse skal vænne sig til.
Der skal så - siger jeg - et eller andet attraktivt til, som man ikke finder i "konventionelle" rieslinger, for at jeg vil bruge energi på den form for tilvænning. Det være sig en smagstype, en mundfornemmelse, en fornemmelse i kroppen, oplevelse af renhed (som jeg i høj grad oplever med de røde naturvine) eller en svært definerbar (men ikke af den grund mindre reel) oplevelse af "god energi". De fornemmelser, som ikke er direkte smagsrelaterede, opdager man - eller i hvert fald jeg - ikke nødvendigvis via små smagsprøver. Det kræver en større mængde af samme vin drukket over nogen tid og uden "forstyrrelser" fra andre vine. Det må jeg i givet fald have til gode.
I mine noter til de to smagte vine fra Peter j. Kuhn står bl.a.: "mange sjove dufte - svære at beskrive". Mine næsebor var her udenfor velkendte duftkategorier, og jeg havde ingen associationer, der kunne omsættes til ord. Og det er jo ok: Noget der har en helt særegen duft - så længe fortegnet er plus - dufte som man ikke har mødt før.
Den anden Kuhn vin, Riesling "Amphore" 2009 (465 kr.), var tørt aromatisk med nærmest eksotiske indslag. De specielle aromaer skyldtes angiveligt amforaernes indvendige beklædning med bivoks.
De seks smagte vine fra Trossen var ganske forskellige. En Riesling "Schieferstern" Purus, 2011 (udsolgt) glimrede ved en meget levende mundfornemmelse og en rigtig god syre, men smagen var hen ad æblecider, hvilket ifølge de tilstedeværende eksperter skyldtes oxidation, hvor jeg umiddelbart mere tænkte "ufærdig vin". Med den flotte syre ville vinen have været god med en anden smag...
Riesling "Lay" Purus 2012 (udsolgt) havde noget god orange-smag og god syrebalance. Det forekom mig, at den indenfor de få minutter, jeg havde til at smage den, fik en oxideret tone plus noget æble. Stod den og oxiderede i glasset?
For mig var aftenens vinøse højdepunkt helt klart Riesling "Urgestein Henrich", Klosterkammer, Spätlese trocken, Stein (Mosel) 2011 (359 kr.). Aftenens vistnok mest orangefarvede vin. God duft af natur og orangeekstrakt. Også smagen var med meget appelsin
og en flot finalebitterhed.
Smagning af vinen blev ledsaget af Lasses underholdende historie om, hvordan vinproduktion også kan foregå:
Vinen blev til på baggrund af Lasses forsøg på at overtale Stein til at prøve noget nyt og lave vin med mindre svovl. Da Lasse - som han udtrykte det - havde punket ham længe nok, meddelte producenten så en dag, at han havde et fad til Lasse, ovenikøbet med hans navn påskrevet.
Normalt ville vinen blive frigivet cirka et år efter høsten som en sød spätlese ved at tilsætte svovl og filtrere. Men her lå den i to år på gærresterne efter at skaller og størstedelen af resterne fra presningen var fjernet. Producenten var bange for at vinen ville ende med at blive til eddike, men efterhånden som de løbende smagte på vinen, blev alle gladere og gladere.
Lasse nåede at annoncere vinens hjemkomst tre gange i løbet af et års tid, men vinen blev ikke frigivet. I stedet sendte producenten hver gang beskeden: Den er ikke klar endnu. Den malolaktiske gæring sluttede langt senere end forventet. Vinen blev fremstillet helt uden svovl.
Lasse endte med kun at få 120 flasker af de 400, der lå på det gamle træfad, idet producenten var så glad for resultatet, at han ikke ville af med det hele. En ny vin var kommet til verden.
Man kan komme med mange interessante analyser og betragtninger om, at dette og hint er interessant og spændende, lidt ligesom med et stykke avantgardistisk jazzmusik, som man ikke kan holde ud at høre på. Spørgsmål: "Ka' du li' det?" Svar (med ansigtet lagt i alvorlige folder): "Øh, jo, det er interessant." - "Jeg spurgte om du ku' li' det..."
Når jeg har været til en smagning, er der, når konklusionen skal drages, blandt andre to ting, der fungerer som gode sandhedsindikatorer: 1) Når jeg - udover at skrive pænt om en given vin - selv kan finde på at købe den, 2) når jeg ikke kan få mig selv til at spytte vinen ud, fordi den forekommer så god, at jeg ikke nænner at snyde halsen, mavesækken, blodomløbet og dermed hjertet for den.
Den efter min smag bedste vin - som både blev sunket, købt, og som måske også ramte sjælen - var ovennævnte vin fra Stein. Med sin orangeekstrakt-smag var den vel nogenlunde så langt fra den gængse forestilling om Riesling, som man kan tænke sig. Det er jeg sådan set ligeglad med: Jeg vil meget gerne gensmage den. Også selv om den koster 359 kr.
I den diametralt modsatte ende af mit subjektive smagsspektrum var Weingut Orea, Riesling, "Riffel Range", 2008, som jeg fandt rædsom. Dårlig lugt af beskidt sherry og noget affaldsagtigt. Den smagte heller ikke godt, med mindre man går efter en en oplevelse af tør og kraftigt oxideret sherry med lav alkoholprocent og en udklang med sherrysødme. Højst besynderlig vin.
Men den er også fremstillet noget "alternativt". Et 200 l fad, hvis indhold skulle bruges til at toppe andre fade op med, endte med at indeholde 100 l vin, på hvis overflade der havde dannet sig en hinde af gær, som spaniolerne og portugiserne kalder flor og hvis parallel i Jura hos franskmændene hedder voile. Og da manden godt kunne lide både sherry og Jura-vin, lod han vinen stå 66 måneder sous voile.
De to vine, som jeg her er gået lidt mere i detaljer med, demonstrerer meget fint, at der i denne "sektor" for vinproduktion bliver leget og eksperimenteret på højtryk. Der var tale om første årgang af begge de omtalte vine.
Imellem disse to yderpunktsvine var der et stort midterfelt med så mange variationer, at det kommer for vidt at tage dem alle til behandling. Adskillige skind-macererede og små-orangefarvede (ofte med appelsinsmage men uden nævneværdigt tanninudtræk). Og så nogle der mindede noget om det man kender, blot uden - efter mine begreber - at kunne konkurrere med disse, hvad velsmag og balance angår. Andre igen var mere eller mindre sære. En vin havde spøjs duft og smag af en kinesisk karryret med løg - nå forresten, det var en af de normalt svovlede. Lidt forvirrende.
Interessant (og det mener jeg positivt og ikke på jazz-måden) er at den vin, som jeg udenfor konkurrence syntes var den bedste, trods fremstillet af Riesling ikke havde nogen smagsmæssig lighed med noget Riesling jeg tidligere har smagt. Men flot var den. Helstøbt og helt sin egen. Og den gav mig lyst til gensmagning. Det tæller, da vindrikning for mig først og fremmest er en nydelsesdisciplin, sekundært en "akademisk". Det skal smage godt og gøre glad. Interessant er ikke nok.
Maj 2014
