En af Tysklands bedste hvidvinsproducenter, Klaus Peter Keller, Rheinhessen, præsenterede nogle af sine vine ved en Winemaker's dinner i København. Keller's danske importør, Atomwine, havde arrangeret.
Vin-middagen foregik på restaurant Noma, der i 2008 fik to stjerner i Guide Michelin og derudover i samme år blev kåret til den 10. bedste restaurant i verden af det britiske blad Restaurant Magazine. Så der var på alle måder lagt op til vin- og madoplevelse på første klasse.
Ikke nok med at både vinproducent og restaurant tilhører eliten i deres respektive kategorier. Smagningen bød også på mulighed for at smage vine, som på verdensplan kun blev præsenteret denne ene gang.
Og hvorfor skulle vi så være så privilegerede?
Jo, man kunne forstå på Klaus Peter Keller, at han var virkelig glad for Tom
Pedersen (= Atomwine) som importør, og at Keller hos ham havde mødt en stor
passion for sine vine.
Det var man ikke i tvivl om, når man hørte Tom Pedersen introducere vinene og
arrangementet. Den
stilfærdige glød, som hørtes i stemmen og mærkedes på udstrålingen, var helt
tydelig, og gav os en fornemmelse af, at det var ren kærlighed, der var tale om.
Her var to mennesker, der ville dele noget af det ypperste de kendte med os
andre.
Før vi fortæller lidt om vinene, er det nok på sin plads lige at give
indtryk af, hvor i vores Riesling-udvikling vi er.
Vi deler nok skæbne med mange andre, der som unge begyndte deres liv med hvidvin med
de tyske Riesling vine, hvorefter det pludselig blev for sødt. Så kom der en
pause, der i vores tilfælde skal tælles i tiår.
For et par år siden blev der slået et slag for de tyske Riesling vine ved messen Riesling & Co, som jeg (Preben) deltog i. Vi havde nogen tid i forvejen læst om en ny bølge af tørre, tyske kvalitets-Riesling-vine, og det skulle lige tjekkes ud.
Det vakte i høj grad fornyet interesse hos mig og en
fornemmelse af, at gammel kærlighed ikke ruster.
Vi begyndte at smage på vinene, hvilket har tændt mig yderligere, mens Helle har
været mildest talt forbeholden. Hun har, de fleste gange, hvor jeg har serveret
en tysker, ved blindsmagning hurtigt spottet det tyske, er stået af og har
udbedt sig en Alsace. Så jeg har mestendels dyrket min fornyede
tysk-riesling-interesse alene.
Da så vin-middagen med Keller blev annonceret, tænkte jeg, at hvis der skulle gøres et forsøg mere på at få hende med på vognen, så måtte det være her og nu. Og det lykkedes! Selvfølgelig omvendte det hende ikke til at være fan af tysk Riesling generelt, men konfronteret med de vine, der var i glassene ved denne fornemme smagning af Keller's vine, overgav hun sig fuldstændigt.
Menuen lød på snacks og 7 retter mad ledsaget af 11 vine, heraf 2 røde.
Vi vil i det følgende koncentrere os om vinene.
Maden gjorde ikke det store indtryk på os. Vi kom bestemt forbi gode smage og
især visuelt flotte arrangementer på tallerkenen. Men ikke rigtig noget, der vil
optage plads i langtidserindringen. Matchene til vinene var svingende.
(I de tilfælde, hvor vi kender nuværende eller tidligere priser hos Atomwine, anføres disse.)
Grüner Silvaner Trocken, 2007 (forhandles ikke, kostede 63 kr.)
Riesling Trocken, "Von der Fels", 2007 (119 kr.)
Riesling Grosses Gewächs, "Morstein", 2007 (445 kr.)
Riesling Grosses Gewächs, "Abtserde", 2007 (445 kr.)
Riesling Trocken, "G-Max", 2007 (995 kr.)
Riesling Trocken, "G-max", 2006
Riesling "Reserve", 2007 (frigives 2012)
Spätburgunder Grosses Gewächs, "Bürgel Felix", 2005
Spätburgunder, "FR", 2005
Riesling Spätlese "Rüdesheimer Berg Roseneck", 1997
Riesling Auslese, Goldkapsel "Dalsheimer Hubacker", 2002 (339 kr.)
Klaus-Peter Keller
Sammen med de indledende snacks blev denne vin serveret, den eneste ikke-Riesling af de hvide.
Den fungerede fint som aperitif, velsmagende og sprød. Den virkede bedre i denne
sammenhæng og på dette tidspunkt end da jeg smagte og
anmeldte den for et halvt år siden.
Klaus Peter Keller fortalte, at denne vin fremstilles af
druer fra yngre stokke på hans fire Grand Cru marker, og den skulle således give en
introducerende fornemmelse af hvad hans større vine fra samme årgang drejer sig
om.
Vinen havde bl.a. duft og smag af tropefrugt, havde både sødme og friskhed.
Vi har et par flasker af vinen og anmelder den derfor, hvis den stadig er
til salg, når vi smager den.
Da disse to Grand Cru (tysk: Grosses Gewächs) vine koster det samme og blev serveret til samme ret, var det umiddelbart nærliggende at sammenligne dem.
Disse to Grand Cru vine befinder sig (antyder prisen) niveauet over Keller's to andre Grand Cru vine, Kirchspiel og Hubacker, som er dem der almindeligvis ses til salg på Atomwine's hjemmeside. De to sidstnævnte befinder sig i 250 kr.'s lejet, mens nærværende Morstein og Abtserde koster 445 kr. og sælges i meget begrænsede mængder. Så det vil være vine, som man typisk kun kommer forbi, hvis man tilhører den særligt dedikerede skare af Keller-fans.
Den pudsige måde at skrive Abtserde på (billedet ovenfor) skyldes, at Keller endnu ikke har fået tilladelse til at bruge navnet og derfor går via den viste omskrivning.
Det var meget flotte vine, vi sad med i glasset her.
Morstein havde en krydret duft og smagstypen var "federe", mere eksotisk og
ligefrem.
Abtserde havde en mere parfumeret duft, var mere massiv og tørrere i munden,
mere elegant stil. Vi havde denne som favoritten blandt de to.
Smukke vine begge to.
Stilen gav Helle associationer til Frankrig, især hvad
Abtserde angik. Og det skal ses som et stor kompliment.
Abtserde var i det hele taget vores bedste hvidvinsoplevelse denne aften.
G-Max er Keller's dyreste vin. Vi er oppe på 995 kr.
2007'eren udviklede sig kolosalt i glasset fra de første
5-10 minutter at være lidt sær med en underlig bitone og uden at give så meget
fra sig, til trods for at vinen var omhældt. Lige her måtte jeg (Preben) høre, om
vinen var som den skulle være, og det var den, forsikrede Keller, der tilføjede
"It's a baby, it's a baby".
Det sære fordampede hurtigt som dug for solen, og vinen stormede frem i klassisk stil med en extrem
balance. Storheden kunne fornemmes i sidste mundfuld.
2006 var fuldstændig anderledes. Det skyldtes angiveligt, at en lille del af høsten var "angrebet" af botrytis. Vanvittig flot duft og med tydeligt præg af botrytis i smagen. Der var associationer til Alsace.
Vi sad til bords med en forsamling herrer, der forekom at
være særdeles erfarne og kyndige Keller-fans. En kunne berette om en netop
indhøstet erfaring, der sagde, at G-Max 2001 og især 2002 skulle gemmes.
Heroverfor står forhandlerens udsagn om, at Keller's vine er bedst fra 1 år efter
høsten og "indtil ens stak er tom".
Vi har til gode at gøre vores egne erfaringer (med Grosses Gewächs vinene), men
kunne i hvert fald ved denne lejlighed konstatere at G-Max 2006 bød på masser af
indlysende velsmag og drikkeglæde. Når det er tilfældet, er vi ikke dem, der
gemmer.
Som nævnt tidligere blev der ved middagen præsenteret vine,
som det ikke er enhver forundt sådan lige at komme forbi. En af disse var en
prøve på en ny vin, som skal lanceres i 2012. Den går under arbejdstitlen
Reserve. Hvad den kommer til at hedde til sin tid, vides ikke.
Druerne kommer fra en hemmelig vinmark, og ideen er at lave en vin med ca. 10 g
restsukker pr. liter. Meningen med at frigive den sent er, at restsukkeret skal
integreres først.
Det var synd, at vinen blev serveret så varm. Den var over
16° fra start og steg hurtigt yderligere. Helle fandt vinen vammel, mens
jeg på trods af den megen sødme og den høje temperatur oplevede, at det var en
meget flot vin med den for Keller sædvanlige umanerlige balance.
Det er klart,
at vinen rettelig skal bedømmes, når den er, som meningen er: med restsukkeret
integreret. Men det er altid spændende at få et kig ind i "troldmandens
værksted".
Klaus Peter Keller fortalte, at det normalt var sådan, at der hvor det var godt at dyrke Riesling, havde man almindeligvis dårlige erfaringer med Pinot Noir (eller Spätburgunder, som den hedder på de kanter) og omvendt.
David Rayer og Klaus Peter Keller
Men Keller er, fortalte han, med sine naturresurser begunstiget med at kunne
håndtere begge druesorter med fine resultater.
Han omtalte Pinot Noir som "rød Riesling", dvs. det handlede ikke om kraft og
koncentration, men om elegance. Og det er netop elegancen, som Keller generelt
tilstræber.
David Rayer, en af Keller's gode venner, franskmand med indgående kendskab til Bourgogne's vine, assisterer ved fremstillingen af Keller's røde vine.
Vi smagte 1)
Spätburgunder Grosses
Gewächs, "Bürgel Felix", 2005 og 2)
Spätburgunder, "FR", 2005.
Begge vine var overordentlig velduftende med søde bær og en hel del fad i den
moderne karamel-/fløde-genre, "FR" med dybere og mere krydret næse.
De var også store og flotte i munden, lækre. Det ret markante fadpræg gik igen i
smagen, og vi oplevede, at det slørede druekarakteren. Især "FR" smagte meget af
fad.
Tiden må vise, om vinen kan opsuge og integrere fadet.
Vinen til osten var Riesling Spätlese "Rüdesheimer Berg
Roseneck", 1997.
Den var glimrende og fungerede ok til osten, men der var ikke noget her, der for
alvor fik os op af stolene.
Til gengæld var vi overordentlig glade for, at ostene blev ledsaget af to skiver groft
rugbrød, da vi her var ganske optaget af at få stillet den basale sult. Det kan
forekomme morsomt efter 5 retter, men den form for morskab har vi oplevet før,
når det skal være rigtig fint.
Aftenens sidste vin var den flotte Riesling Auslese, Goldkapsel "Dalsheimer Hubacker", 2002 med masser af eksotisk frugt, diskret sødme og fin friskhed. En flot afslutning på en imponerende opvisning i hvad tysk Riesling kan være.
Maden var skøn at skue. Men på vores smagsløg var det især
vinene der gjorde indtryk.
