Noget kunne tyde på, at det skal være en tilbagevendende tradition, at det italienske forlag Gambero Rosso besøger København for at lade publikum smage på et udvalg af vine fra den nyeste version af deres guide Vini d'Italia, altså denne gang 2014. De var her nemlig også sidste år. Også denne gang var smagningen gratis for såvel fagfolk som andre.
Se evt. vinkatalog (pdf-fil).
Jeg (Preben der deltog alene) gætter på, at udvælgelseskriterierne i år var nogenlunde de samme, som blev oplyst på en pressesession sidste år, nemlig at man ønsker at spejle hele den italienske vinproduktion, at alle de præsenterede vine af guiden er tildelt to eller tre glas, og at man ønsker at hjælpe kvalitets-vinproducenter med at promovere deres vine på de udenlandske markeder. 33 vinerier fra et bredt udsnit af de Italiens regioner deltog.
Man skal formentlig være mere end almindeligt interesseret i italiensk vin for at se et formål med at deltage, idet langt de fleste deltagende producenter ikke er repræsenteret på det danske marked. Disse producenter er i høj grad på udkig efter danske importører.
Jeg havde i år tilrettelagt et smageprogram på lidt over 30 vine fra Norditalien og ned til og med Lazio og Abruzzo.
Den trofaste læser vil efterhånden nogle gange have læst, at jeg har et meget lidt entusiastisk forhold til italiensk hvidvin. Det er dog oplagt ved en lejlighed, hvor nogle af landets bedste hvidvine bør være til stede, at smage på et par stykker for at undersøge, om der er noget der rykker.
Den hvidvin, der ifølge producenten skulle være udnævnt til årets hvidvin i Vini d'Italia 2014, en Pinot Bianco, fandt jeg kedelig, hvilket må siges at illustrere situationen meget godt. En Custoza Superiore fra Monte del Frà, 2010 var bestemt ikke tosset. Florale elementer og blid syre. Forhandler: Propperiet.
Den bedste italienske hvidvin jeg nogensinde har smagt er Hérzu, Langhe, 2010 fra Ettore Germano fremstillet af Riesling og her præsenteret i årgang 2011, som også stod flot og med en friskhed og mineralitet, som adskilte den fra de andre smagte hvidvine.
Sergio Germano (t.h.) med Lars Munch-Andersen fra Viniropa
Vi har i tidens løb smagt flere hvidvine fra Ettore Germano, og de er ikke blot blandt de bedste vi har smagt fra støvlelandet; de er decideret gode efter vores smag. Sergio Germano, som var til stede ved smagningen, kan simpelt hen noget med hvidvin. Og han skeler da også tydeligvis til både Frankrig og Tyskland, hvilket set med vores smagsløg er en rigtig god ide.
Germano serverede også smagsprøver på sine tre Barolo'er, Serralunga, Prapò og Cerretta, alle i 2009. Min favorit var den flotte Cerretta, som er lagret på ikke-ristede - betonede Sergio - 700 liters franske fade.
Ettore Germano's vine forhandles af Viniropa, der i resten af januar har tilbud på vinene fra producenten.
En lækker Barbera del Monferrato 2011 smagte jeg fra Luigi Tacchino. Diskret eg, blid syre. Lagret 16 måneder på franske tonneaux.
Andrea Bianco, Velenosi
Selv om vinene ikke forhandles herhjemme, synes jeg det kan være spændende at smage vine fra områder, som jeg normalt ikke beskæftiger mig så meget med. Nærværende smagning var en kærkommen mulighed i den henseende.
Fra Marche smagte jeg hos producenten Velenosi to dejlige og meget forskellige rødvine. Først Lacrima di Morra d'Alba, Superiore, Querciantica, 2012. Dejlig kirsebærsmag og god friskhed. Dernæst Rosso Piceno Superiore, Roggio del Filare 2009, 70% Montepulciano, 30% Sangiovese, lagret 18 måneder i franske barriques. Lækker, mørk og ganske sødmefuld vin med gode tanniner. Manglede nok lidt friskhed men var meget indbydende og velsmagende.
(Andre vine/årgange fra producenten forhandles af Jysk Vin.)
En anden producent, som bød på dejlige vine, var Trappolini fra Lazio. Især Sangiovese-vinen Paterno, 2010 var rigtig god, elegant og drikbar. 18 måneder på 30 hl fade. Vinen blev ledsaget af et mindre foredrag fra Paolo Trappolini om producentens udmærkede produktionsfilsofi.
Paolo Trappolini
Som Paolo meget rammende sagde: Der er vine som man ved bordet snakker indgående om, men som man ikke drikker så meget af, og så er der dem, som man nyder at drikke, og som man har lyst til at drikke mere af. Det er sådan nogle vine Trappolini ifølge Paolo prøver at lave.
Han fortsatte (frit efter hukommelsen): "Det gør en tung at spise. Hvis vinen så også er tung, så er det ikke så sjovt. Jeg vil have en vin, der får mig til at føle mig let tilpas. Så har jeg det godt, når jeg har spist."
Gode pointer.
Min prioritering var at give størst opmærksomhed til vine, som jeg ikke kendte. Men jeg skulle selvfølgelig også smage på de stabile favoritter: Sangiovese-vinene fra Toscana. Fèlsina Berardenga (forhandles af Domaine Brandis) præsenterede
deres rødvine: Chianti Classico 2011, Rancia Chianti Classico Riserva 2009 og 2010 samt Fontalloro, Toscana, 2009. De lignede sig selv med Rancia som den klassiske, lidt stramme Chianti og Fontalloro som den umiddelbart mere indbydende og tilgængelige (anmeldt her). Gode oplevelser og desuden gode som reference-justering af smagsløgene, når der skulle smages på andre Sangiovese-vine.
En enkelt anden Sangiovese-vin markerede sig herefter flot: Brunello di Montalcino Riserva, Donatella Cinelli Colombini, 2008. Åben, stor og virkelig dejlig i klassisk stil. (Andre vine/årgange fra producenten forhandles af Toscavini.)
Januar 2014
