Alex Vicard Jensen fra Østjysk Vinforsyning fortalte i afslappede omgivelser om familien Gaja og dens vine
Jeg (Preben) tog med glæde imod invitationen fra 2100Happiness til at deltage i en smagning af seks vine fra Angelo Gaja, som er bosiddende i Barbaresco, men som også laver Barolo og Brunello. Desuden har han en ejendom i Bolgheri-distriktet.
Det var stærkt begrænset, hvad jeg før denne smagning havde smagt af Gaja-vine, da jeg almindeligvis opfatter dem som befindende sig i en prisklasse, der er niveauer højere end jeg er villig til at betale - de er blandt Piemontes dyreste. Så jeg mødte op med stor nysgerrighed og med værdsættelse af at få lejlighed til at smage noget, jeg normalt ikke har mulighed for at smage.
2100Happiness har været en del af den danske vinbranche i to år og har i den tid opbygget et stort, til stadighed voksende og for
den entusiastiske (københavnske) vinnyder særdeles interessant udbud af italienske vine. Thomas Thoresen,
der kører butikken, har det som en entusiastisk bibeskæftigelse. De fleste af sine arbejdstimer lægger han i sit konsulentfirma som virksomhedsrådgiver med speciale i forretningssystemer og Contract Management (kontraktstyring).
2100Happiness' koncept er specielt: Man skal være medlem for at kunne købe og endda for at få adgang til at se vinsortimentet på hjemmesiden. Til gengæld er priserne markedets laveste, og køber man ind direkte hos forhandleren i Classensgade på Østerbro i København, kan man købe enkeltflasker til samme pris, som når man via webshoppen skal købe seks flasker (også assorteret) ad gangen.
Smagningen bød på andet end Gaja: Indledningsvis Caparzo's største Brunello di Montalcino, La Casa 2010 (375 kr.), der kunne danne sammenligningsgrundlag for to Gaja-Brunello'er.
La Casa forekom for ung i en grad at den - i hvert fald for mig - med sin lukkethed ikke bød på nævneværdig fornøjelse.
Jeg har haft oplevelser i samme stil med andre Brunello 2010, der på papiret er en større årgang end f.eks. 2009, som til gengæld er dejlig at drikke netop nu. Så jeg tilstræber personligt at holde mig fra 2010'erne det næste års tid.
Da jeg havde været igennem alle smagningens ni rødvine, gensmagte jeg lige La Casa og kunne der konstatere, at den havde åbnet op. Men jeg var ikke i stand til at bedømme den efter smagning af seks Nebbiolovine.
Efter den lille Brunello-smagning (jeg vender tilbage til Gajas senere) varmede vi op til smagning af Gajas Nebbiolo-vine ved at smage to vine fra Ca' del Baio: Barbaresco 2009 (150 kr.) og Barbaresco Asili 2011 (240 kr.). Førstnævnte var mild, behagelig og drikkevenlig, mens Asili parallelt med en saftet tone havde en pæn tanninbund uden at være streng; også ganske drikkevenlig.
Alex Vicard Jensen fra Østjysk Vinforsyning, der introducerede Gaja-familien og dens vine, har besøgt Gaja flere gange. Han fokuserede naturligvis især på Angelo Gaja, som nok må anses for at have kultstatus i vinverdenen.
Angelo Gaja er kendt for at gå egne veje og har i tidens løb introduceret teknikker og tilgange til vinfremstilling, som man indledningsvis har rystet på hovedet af, og som på lanceringstidspunkterne blev oplevet som rebelske, men som senere er blevet almindelige mange steder. Ifølge Alex Vicard Jensen begyndte Gaja i 60'erne at gære vin på fad i stedet for på tank, han introducerede på et tidspunkt grøn høst, mindskelse af høstudbyttet, og han brugte druer, som ifølge appellationsforskriften ikke var tilladt. Han eksperimenterede desuden med brug af barriques. Han har med andre ord været en original foregangsmand og inspirator.
Præcisionen var ikke helt på plads i de oplysninger, som Alex Vicard Jensen kom med. Han gjorde f.eks. gældende, at Gaja har været biodynamisk i over 50 år. Det har jeg aldrig hørt, så jeg forhørte mig hos Gaja, hvor Rossana Gaja (en af Angelos to døtre) i en mail afkræftede, at Gaja skulle være biodynamisk, og hun understreger, at selv om de anser biodynamikken for at være en stor inspirationkilde, ønsker man ikke at blive kategoriseret som hverken økologisk eller biodynamisk.
Man bruger ikke insektbekæmpelsesmidler, ukrudtsmidler, man kunstgøder ikke men bruger komøg, man går op i biodiversitet osv. Men derfra og så til at praktisere den ekstreme og særegne biodynamik, er der et stykke.
Vil du vide flere detaljer om Gajas produktionsfilosofi i denne henseende, kan du læse Rossanas mail (i min oversættelse fra italiensk).
(Er du interesseret i forskellene på konventionel, økologisk, biodynamisk og naturvin har vi en detaljeret artikel om emnet.)
Vi smagte to Brunello di Montalcino fra Gaja, begge fra ejendommen Pieve Santa Restituta. Den første, som var årgang 2010 (360 kr.), demonstrerede de kvaliteter, som skulle vise sig at gå igen i alle de smagte Gaja-vine: Den helt umiddelbare lækkerhed og velsmag i overenstemmelse med hvad Alex Vicard Jensen oplyste var Angelo Gajas grundopfattelse: Vinene skal simpelthen smage godt. Om de så passer til reglerne eller ej.
Brunelloen her var flot og lækker med lang eftersmag og milde og velintegrerede tanniner. Aktuelt ganske voldsomt præget af fad; der er formentlig en del nye barriques i spil her.
Den anden Brunello fra Gaja var Rennina 2007 (725 kr.) Den havde væsentligt større struktur med tanniner, der var mærkbare og som satte sig på tænderne næsten på Nebbiolo-manér, samtidig med at oplevelsen var, at de var velintegrerede.
Ifølge min næse en noget besynderlig og iltet duft, mens smagen var ok uden lige at ramme mig.
Der hvor jeg syntes det for alvor blev underholdende var, da der kom Gaja-Nebbiolo i glassene. Vi lagde ud med Barolo Dagromis 2011 (375 kr.), som havde flot klasse-duft. Også flot i munden, meget harmonisk og balanceret med blide tanniner (faktisk blidere end førnævnte Brunello). Lækker og med - hvad jeg også fandt i de efterfølgende vine - en smørrende sødme.
Alex Vicard Jensen gav udtryk for, at det var "barnemord" at drikke vinen så ung. Det jeg er ikke ubetinget enig i. Vinen smagte skønt og var helt tilgængelig. Og så giver det efter min mening god mening at drikke den. Man kan jo så følge den over årene og iagttage, hvad den måtte udvikle sig til, hvis man har lyst til det. Og det ville jeg også gøre, hvis jeg lå inde med flere flasker.
Næste vin på programmet var Langhe Conteisa 2007 (1100 kr.) Da Barolo/Barbaresco skal være lavet af 100% Nebbiolo, kan vinen kun bære den mere ydmyge denominazione Langhe, fordi Gaja udover Nebbiolo her har anvendt 8% Barbera, fordi han synes, at det er den drueblanding, der giver det bedste resultat.
En - igen - lækker vin og tilmed meget elegant. Duften havde bl.a. noget grønkrydret lidt hen ad eucalyptus parret med et cremet element. Det cremede gik igen i smagen, som udover sødmen også havde en dyb og nærmest dyster eftersmag med dybe men ikke aggressive tanniner.
Barbaresco 2012 (1100 kr.) var åben og umiddelbar, uhyrligt vellavet og balanceret. Jeg noterede - uden at analogien skal overdrives - lidt chokolade og nogen karamelsødme; det sidste dampede dog noget af med luftning; så vinen havde et lidt slikagtigt præg over sig, hvilket måske umiddelbart kan lyde negativt, når vi snakker Nebbiolo, der pr. natur er en streng vin. Men igen: en lækker vin med fin struktur.
Sidste vin var Langhe Sori San Lorenzo 2009 (2100 kr.) Ligesom Conteisa "kun" Langhe, fordi der her var 5% Barbera blandet i Nebbiolo'en.
Den havde en for mig ikke specielt attraktiv duft med en del vådt gummiregntøj, en dufttype som jeg dog har erfaringer med kan forsvinde fuldstændigt med luftning, men nu kunne vi jo af gode grunde ikke smage den sidste vin over flere timer. I munden havde vinen en fylde og et koncentrationsniveau, der overgik de andres, hvilket jeg umiddelbart fandt gik ud over elegancen og "luftigheden". Men nu var der også tale om den varme årgang 2009, så hvordan vinen opfører sig i andre og køligere årgange, ved jeg ikke. Det var som om luftning i glasset fremmede lidt mere slankhed, så jeg anser det for sandsynligt, at luft og lagring kan få vinen til at fremstå mindre "fed".
Alex Vicard Jensen havde inden smagningen stillet os i udsigt, at vi ville opleve vinene som ekstremt kraftige, enormt unge, ranke, tørre, ufærdige og med ekstremt meget garvesyre, og at de måske umiddelbart kunne virke skuffende, fordi de var alt for unge til at blive drukket, at de skulle have været dekanteret for uger siden, og at vinene er nogle af de mest holdbare.
Det med holdbarheden tror jeg på, for vinene havde stor balance. Men i min mund var det ikke kraft og masser af garvesyre, der stillede sig forrest men derimod finesse og fine, velintegrerede og undertiden blide tanniner. Og så oplevede jeg at en forførende sødme var et gennemgående træk.
Da jeg fandt vinene umiddelbart drikbare her og nu, var ekstrem ungdom og ufærdighed heller ikke noget der faldt mig ind, om end jeg, hvis jeg havde vinene i "kælderen", nok ville gemme dem med mest sødme og slikkenhed noget med forventning om dæmpning af begge dele og udvikling af yderligere kompleksitet. Og skuffende? Så afgjort ikke. Tværtimod!
Jeg mindes ikke, at jeg før en smagning er blevet gjort opmærksom på, hvilke glas der ville blive anvendt. Det blev deltagerne her. Og glassene var nogle glimrende bourgogne-glas fra Spiegelau. Man blev tillige gjort opmærksom på, at man kunne medbringe sit eget yndlingsglas, hvis man havde lyst!
Jeg græmmes nogle gange over hvilke glas man bliver budt til smagninger og over de småsjatter, der skal udgøre en smagsprøve. Useriøst. Her var både glas og opskænkninger som de skulle være. Så er der noget ved det.
Smagninger af vine, der kan appellere til nørde-genet - og det skulle jeg mene gælder for Gajas - har det med altovervejende at være befolket af mænd, der stille og alvorligt sidder ved et bord og smager med notesblokken som vigtigste kommunikationspartner. Ved nærværende smagning var en pæn andel af deltagerne kvinder, man sad enten ved showroomets bar-bord eller stod rundt omkring i lokalet, og man gik rundt og snakkede med hinanden. Bemærkelsesværdigt afslappet i forhold til hvilke vine, der var på programmet.
Oktober 2015
