Vi deltog i november 2005 i et arrangement, som skulle gøre opmærksom på Castel-brandets lancering på det danske marked.
Castel er en fransk mammut-producent, hvis grundide er, at det skal være let at drikke vin. "French without the fuss", som de siger. Produktionen sigter 100 % målrettet ud fra en forestilling om hvad den 25-40 årige forbruger vil have.
Vi blev præsenteret for følgende vine: 1) hvid Vin de pays de Côtes de Gascogne, 2) Sauvignon Blanc, Vin de pays d'Oc, 3) Chardonnay, Vin de pays d'Oc, 4) rød Vin de pays l'Herault, 5) Merlot, Vin de pays d'Oc, Cabernet-Syrah, Vin de pays d'Oc, 6) Bordeaux.
Vinene smagte alle glimrende. Og der forekom os at være god overensstemmelse mellem det som Castel sigter på og så det man oplever i glasset: enkle, velsmagende, letforståelige vine, rene og vellavede.
Et gennemgående træk i rødvinene er en vis sødme, som får
vinen til at glide let ned, og som af mange sikkert umiddelbart vil opleves som "lækker", men for
den garvede vinnyder, vil denne sødme dog nok hurtigt trætte, hvilket egentlig
er ligegyldigt, da målgruppen jo netop er den ikke-sofistikerede vinforbruger.
Lige så karakteristisk er en relativt lav alkohol-procent: højst 12,5 %, hvilket
er meget lavt for det varme Languedoc-Roussillon, hvorfra de fleste smagte vine
kom fra.
Hvad angår hvor let og svært det kan være at være vinforbruger, så kommer vi fra den diametralt modsatte ende af forbrugerspektret end dem, som Castel konceptet sigter på. Vi bruger gerne tid på grundig research og triller efterfølgende hellere end gerne rundt nede i vindistrikterne, hvor vi kan bruge timer på at finde frem til en bestemt producent.
De vine vi smagte til smagningen forekom os som nævnt at være glimrende, men udsat for vores sædvanlige grundige test hjemme ved middagsbordet, skuffede samtlige vine: Chardonnay (se anmeldelsen her) og Syrah Rosé (se anmeldelsen her). Og ikke mindst Merlot'en (se anmeldelse her), som smagte som en helt anden vin, end den vi blev præsenteret for til promotion-arrangementet. Mærkeligt.
Læs mere på www.castel-wines.com.