Med muligheden for at smage ca. 200 forskellige vine, giver det for mig (Preben, der deltog i smagningen alene) mening at foretage en udvælgelse på baggrund at et eller flere kriterier. I år var kriteriet: Hvad kan jeg som forbruger finde af vine, der efterfølgende kan være attraktive at gå ud og købe?
For at sikre en vis bund af kvalitet valgte jeg i år at tjekke samtlige smagnningens producenter i Gambero Rosso og opliste vine med mindst to farvede glas (som er på grænsen til guidens højeste score, de tre glas). Dette kunne foretages inden smagningen, da jeg havde fået en producent-liste tilsendt. Hvilke vine, der blev serveret, vidste jeg dog først, da jeg fik kataloget ved indgangen. Og det skulle her vise sig, at kun 4 ud af de 20 vine, jeg havde udvalgt, var med til smagningen.
Kun 8 af de 36 producenter, som man til den professionelle del af smagningen kunne smage på, har en dansk importør. Så ud over at give det betalende publikum mulighed for at smage en masse Piemonte-vin, er formålet i høj grad også at give producenter, der ikke er repræsenteret på det danske marked, en chance for at finde en dansk samarbejdspartner.
God fadlagret Barbera er for tiden
en mangelvare på vores vinhylder, så jeg håbede at finde nogle vine, som kunne udbedre den situation. Jeg smagte én vin, som jeg godt ville købe, og som der samtidig er en chance for, at jeg på et tidspunkt kan komme til at købe. Det var importøren Damm Vine, der stod for præsentationen af Cascina La Barbatella, hvis La Vigna dell'Angelo, Nizza, 2015 var lækker med både fint fadpræg og fin friskhed. Afhængig af årgang ligger vinen 12-16 måneder på mellemristede barriques af fransk eg.
Vinen var aktuelt ikke i Damm Vines sortiment, men man forventede at få den på lager, næste gang der kommer en sending fra producenten.
Blandt de øvrige 32 producenter, der bød på Barbera, var kun yderligere fem repræsenteret på det danske marked, men ingen af de vine, de præsenterede, fandt jeg værd at skrive hjem om.
Efter den efterfølgende Nebbiolo-runde (beskrives senere) havde jeg tid og overskud til at smage flere Barberaer, som så hverken forhandledes i Danmark eller er nævnt i Gambero Rosso. Her vil jeg fremhæve Bottino, Barbera d'Asti, Fratelli Natta, 2015, som var lækker, og som også havde mærkbar struktur. Et år på en blanding af tonneaux og barriques.
Jeg fik indtryk af Natta's seriøsitet, ved at Dario Natta tog mit glas ud af hånden på mig, lugtede til det, hældte en sjat vin i det og skyllede smage og dufte fra den tidligere smagte vin væk. Ideelt set vil jeg gerne "skylle" glasset hver gang, jeg smager en ny vin, men til store smagninger som denne, nøjes jeg med at gøre det, når jeg f.eks. overgår fra Barbera til Nebbiolo, eller hvis jeg har haft en atypisk eller på anden måde markant vin i glasset. Men her skulle der altså skylles.
Når jeg beder om at avvinare (som det hedder på italiensk, når man vil skylle sit glas i en lille sjat vin, jeg kender ikke noget dansk ord for denne praksis), prøver de ofte at slippe af sted med at byde på vandkanden, hvilket jeg høfligt afviser. Så hr. Nattas håndfaste insisteren på at rense glasset med vin scorer højt i min karakterbog.
De første syv Baroloer, jeg smagte, fandt jeg blot tørre, strenge og uden nævneværdig smag = kedelige. Barolo er pr. natur en streng og maskulin vintype,
Roberto Damonte, Malvirà
og man kan ikke kræve, at den har den charme og umiddelbarhed, som Barbera-vinene har. Så lige der til at begynde med, tænkte jeg: Er det fordi jeg lige har smagt Barbera, at Nebbioloerne forekommer så kedelige?
Det skulle dog vise sig ikke at være tilfældet. Men det var ikke i en Barolo, jeg første gang mødte egentlig smag, der var til at forstå; det var i Roero Riserva, Renesio, Malvirà, 2009, hvor både god duft og smag sprang en i møde. Blid struktur. Jeg fandt den dog lidt sød. Vinen fandt også plads i sidste års artikel fra Barolo & Friends.
Samme producents Barolo, Boiolo, 2011 fandt jeg vellykket med masser af duft og god åben smag, men også lidt sød.
Renesio forhandles i skrivende stund i årgang 2010 til 320 kr. hos Le Papillon Vinimport og årgang 2008 til 399,95 hos Theis Vine, som også forhandler Boiolo 2012 til 249,95.
Jeg fandt også behag i vinene fra Paolo Manzone (billedet). Af de tre smagte Baroloer syntes jeg bedst om to fra den vanskelige årgang 2014, Barolo del commune di Serralunga d'Alba
og Barolo, Meriame. Især sidstnævnte, der havde dejligt lys og transparens. Begge vine var nok, hvad man ville kalde i den lidt lette afdeling, men de var umiddelbart dejlige at drikke, og de bekom mig bedre end producentens riserva fra en større årgang.
Jeg hørte en af gæsterne spørge hr. Manzone netop om det med den vanskelige årgang 2014, hvor Manzone svarede, at om vinen blev god kom meget an på, hvem der håndterede druerne på mark og i kælder. Man fornemmede at han - med rette - ikke var utilfreds med egen indsats og formåen.
Paolo Manzone var en af de mange producenter, der søger en dansk importør. De to nævnte Baroloer sælges aktuelt af Felix Vine - men det er i årgang 2005, som er for gammelt til at jeg vil binde an med dem.
Som nævnt indledningsvis sigtede jeg ved dette års Barolo & Friends efter at tjekke nytteværdien for mig som glad forbruger af Barbera- og Nebbiolo-vine fra Piemonte. Det var magert, syntes jeg: Af de nævnte vine, ville jeg kun ønske at købe én af Barberaerne, La Vigna dell'Angelo, Nizza, Cascina La Barbatella, 2015, men som nævnt er den endnu ikke på lager.
Blandt Nebbiolo-vinene forhandles ingen af de vine, som jeg fandt interessante, i de årgange, som blev præsenteret.
Branchesmagningen, som var den jeg deltog i, sluttede en halv time før publikumssmagningen, som ifølge en af arrangørerne ville få det største besøgstal nogensinde. Jeg gad egentlig vide, hvad det betalende publikum går efter: Smage en masse vin, som man for majoriteten af vinenes vedkommende ikke kan få fingrene i? Hygge sig med ligesindede? Få en lille (og dyr) pind i øret? Eller noget helt fjerde?
Uanset hvad må besøgstallet vidne om vedvarende og stor interesse for vinene fra Barolo og omegn.
Juni 2018
