Før jeg tog til den årlige Barolo & Friends, som jeg (Preben) efterhånden har deltaget i adskillige år, havde jeg besluttet, at jeg denne gang ville koncentrere mig om Barbera. Dels fordi jeg for det meste fokuserer på Barolo ved disse smagninger, dels fordi vores aktuelle private Babera-beholdning er noget spinkel i modsætning til de rigelige mængder Barolo. Da jeg er alene om at nyde Nebbiolo vine, skal jeg virkelig beherske mig for ikke at komme til at købe for mange af de gode flasker Barolo (og Barbaresco for den sags skyld) i forhold til hvad jeg kan nå at bruge indenfor overskuelig fremtid. Thomas Ilkjær Omvendt med Barbera, som vi begge nyder, men hvor vi ikke rigtig får købt så meget, nok også fordi udbudet af de gode flasker her er væsentligt mindre.

Seminar: Fire kategorier

På den baggrund passede det mig derfor fint, at smagningen for fagfolk denne gang blev indledt med et Barbera-seminar, som Thomas Ilkjær stod for. Sådan et har jeg godt nok deltaget i en gang før, men det er altid en god oplevelse at deltage i et Ilkjær-seminar, da han så levende, nærværende og ligetil formidler "stoffet", og vinene var jo også nogle andre end sidst. I stedet for at gå i dybden med de ti enkelte vine, var de denne gang inddelt i fire meget relevante grupper: 1) De frugtige og ståltankslagrede, 2) dem lagret på store, gamle fade, 3) dem lagret på små fade (barriques og tonneaux), 4) nogle med højere alder.

Det hører til undtagelserne, at jeg finder dem fra kategori 1 værd at bruge krudt på, og blandt de tre smagte frugtige vine, var der da heller ingen der fyrede op under min interesse. Er man i Piemonte, vil de dog være rigtig gode ledsagere til frokost, hvor en Barbera med udtalt fadpræg nok vil opleves som malplaceret og "for meget".

Vine lagret på store gamle fade, får kun en svag fadpåvirkning og mestendels ikke nogen egentlig fadsmag. De to vine fra denne kategori fandt jeg heller ikke interessante. Faktisk oplevede jeg ikke, at der var nogen forskel i forhold de ståltankslagrede.

Barbera er den druesort, jeg kender, som jeg synes i højere grad end andre sorter inviterer til fadlagring. Især er jeg glad for Barbera lagret på barriques. I modsætning til f.eks. Barolo og Barbaresco, som jeg sjældent synes at egentlig fadsmag klæder, klæder et pænt skud fad Barbera gevaldigt. Fadlagringen kan også tilføre Barberavinen en portion tannin, som druen fra naturens side i modsætning til så mange andre blå druesorter har meget lidt af. Så en god, fadlagret Barbera kan i modsætning til en ståltankslagret daglig-Barbera også klare noget af det kulinarisk mere vægtige som f.eks. mørkere kødtyper, hvor en mere enkel og frugtig Barbera let vil komme til kort.

Valerio Mondo, Franco Mondo

Ikke uventet blev jeg gladest ved mødet med kategorien lagret på små fade. Den første af vinene smagte ifølge mine smagsløg dog ikke af fad, den anden fandt jeg for sød, mens den tredje ramte min smag: Barbera d'Asti, Nizza, le Rose, 2011, Franco Mondo. Her var der tydelig duft og smag af fad på den lækre måde, og der var i højere grad end i de andre vine, tydelige tanniner. Den er lagret 18 måneder på franske tonneaux på 500 liter.

Som Thomas Ilkjær påpegede, var der ikke nødvendigvis kvalitetsforskel på de sammenlignelige vine, men det vil i høj grad være et spørgsmål om personlig smag, hvilken man foretrækker. Og jeg kan sagtens se for mig, at nogle kunne finde fadpåvirkningen i Franco Mondo vinen for voldsom. Man møder ind imellem hos "vinkendere" en decideret foragt for fadsmag.