Det er sin sag at skulle vælge restaurant et sted, man ikke kommer så ofte. Med mindre man er tilfreds med tilfældighedsprincippet med den - især i storbyer - overhængende fare for at havne i en turistfælde med deraf følgende spild af livstid og penge, er det nødvendigt at udstyre sig med anbefalinger fra andre.
Forud for vores tredøgnstur til Rom (efteråret 2018) var vi på stort set bar bund. Vi havde på et etdages ophold i 2014 en rigtig god oplevelse på en restaurant anbefalet af Carlo Merolli. Alt var som vi ønskede os. Men restauranten er siden lukket. Og bortset fra denne ene dag i Rom er det 18 år siden vi har været i Rom. En favoritrestaurant fra dengang havde skiftet ejer, navnet var også delvis ændret, og da vi gik forbi, havde restauranten i modsætning til naboerne ingen gæster, hvilket ikke er et godt tegn. Der kan ske meget på 18 år. Så er der kun tilbage at begynde forfra.
For ikke at "satse alt på én hest" valgte vi denne gang at teste anbefalinger fra forskellige og nye kilder for dermed om muligt at danne os et indtryk af, hvem vi ville kunne lytte til en anden gang. Vi vil derfor denne gang, udover at omtale de restauranter vi besøgte, også nævne, hvem der anbefalede dem. Måske - og kun måske, for med de få omtalte restauranter kan man næppe generalisere - danner vi os dermed et vist indtryk af, hvem og hvad vi vil lytte til, næste gang turen går til Rom.
De fem restauranter, vi spiste på, er herunder placeret efter hitlisteprincippet på baggrund af vores glæde ved at spise på dem.
Vi anbefaler - og genbesøger selv gerne - de tre førstnævnte restauranter.
Vi spiste to af vores tre frokoster på Enoteca Cul de Sac, Piazza di Pasquino 73 (lige udenfor Piazza Navonas sydvestlige hjørne). Virkelig dejlige pastaretter, især den fremragende ravioli ricotta spinaci med tomatsovs og parmesan (hed vist ravioli alla romana eller ravioli roman style på det engelsksprogede menukort).
Hvor vi normalt til frokost holder os til husets rødvin, benyttede vi os her af at kunne vælge mellem de mange muligheder for vine, der kunne købes glasvis. Er man til hele flasker, er der et kæmpe vinkort med vine ikke bare fra Italien men også fra andre både europæiske og oversøiske lande.
Der er både mulighed for at sidde udendørs med den livlige trafik passerende forbi og indendørs i det smalle lokale under de mange og lange hylder med vin.
Vi gav 36 € for to pastaretter, vand og to glas god vin.
Vi har for mange år siden noteret en anbefaling af Cul de Sac fra en bruger på det hedengangne forum snakvin.dk og for nyligt også set Alfredo Tesio citeret for en anbefaling. Vi tilslutter os varmt.
Den aftenrestaurant af de tre, vi spiste på, som vi var gladest for, var Hostaria al 31, Via delle Carrozze 31, som ligger et par hundrede meter vest for Den spanske Trappe.
Her kan man spise enkel og landlig romermad samt nogle umbriske specialiteter. Maden er veltillavet og velsmagende. Venlig betjening med et glimt i øjet.
En antipasto, to secondi, en contorno, en dessert, vand og en flaske vin kostede os 84 €.
Denne anbefaling kom fra Anders Grøndahls lille Spiseguiden til Rom. Vi havde også tjekket hvad brugerne på Tripadvisor skrev, og her havde vi set bruschetta og tiramisù fremhævet som værende i særklasse. Vi fandt dog blot bruschettaerne almindeligt ok, og tiramisùen kan vi lave bedre selv. Bestemt fint cremet, men den var for vandig, der hvor der bør bydes på smag af kaffe og marsala. Men hovedretterne, der havde masser af god smag, var vi meget glade for.
Vinkortet kommer pænt rundt i Italien, men for vinentusiaster af vores støbning var det ikke særlig interessant.
Spaghetteria og pizzeria L'arcehtto, Via dell’Archetto 26 ligger på en smal gade nogle hundrede meter syd for Trevi Fontænen. Her kunne man vælge mellem 113 (!) forskellige pastaretter med en for os hidtil uset variation i ingredienser, f.eks. en finsk variation med vodka! De retter, vi valgte, var rigtig gode og veltillavede. Men husets rødvin var tynd, nærmest som om der var hældt vand i.
Betjeningen var rolig og stilfærdig, og priserne var blandt de laveste, vi så. En spaghettiret kostede typisk 7-8 €. Vores regning for coperto, to spaghettiretter, vand og en kvart liter vin lød på 24 €.
Anbefalingen kom denne gang fra en god kollega, og sådan en kan, som det ses, være lige så god som - eller bedre end - en fra mere "autoritative" kilder.
Antico Arco, Piazzale Aurelio 7, der ligger lidt syd for Piazza G. Garibaldi og vest for Trastevere, var på forhånd tænkt og ment som turens kulinariske højdepunkt. Sigtet var lidt mere raffineret mad end den landligt orienterede mad, som vi ellers er så glade for, og et mere avanceret vinkort end man almindeligvis finder på trattoriaer o.lign. Men som det fremgår af, at restauranten er landet på vores næstsidste plads, og at vi ikke anbefaler den, skulle det ikke gå sådan.
Forretterne var glimrende og med en vis originalitet. Men hovedretten var decideret kedelig. Som ikke usædvanligt, når det skal være lidt fint, spiller kødet hovedrollen, mens der var alt for lidt tilbehør, og det, der var, var kedeligt. Det er selvfølgelig teknisk mere avanceret at servere en klat gulerodscreme end blot en kogt gulerod, men når klatten så blot smager af gulerodsjuice, er den tekniske side af sagen for os ligegyldig. Og vi havde nok også foretrukket hindbær i grundform frem for den dehydrerede forarbejdning af bærrene, som vi fik.
Vinvejledningen fungerede ikke, men der var til gengæld ingen problemer med at få byttet en vin grundet vores utilfredshed med den.
I det hele taget var betjeningen ekstremt venlig, afslappet og imødekommende.
Regningen for to glas Prosecco (arhh, hvorfor slog vi ikke vanepiloten fra og tog noget andet lige her?), to forretter, to hovedretter, to gange vand og en flaske Fontalloro 2013 lød på 166 €.
Vi havde anbefalingen af Antico Arco fra den italienske vin- og restaurantguide Bibenda (som vi har anmeldt her).
De tre retter, vi smagte på Ristorante Maccheroni, Piazza delle Coppelle 44, som ligger nogle minutters gang mod øst fra Piazza Navonas nordlige hjørne, var af svingende kvalitet med en pastaret i toppen og en kødret i bunden. Husets rødvin var meget velsmagende og tilfredsstillende.
Vores tjener var en ung, ulidelig, selvnydende og overgearet karl smart, der med sit forcerede tempo virkede pressende og stressende. Da vi f.eks. ville bestille en aperitif, efter at vi havde bestilt forretter og vin, meddelte han, at det ikke var nødvendigt, fordi vores vin ville komme med det samme. Nå, jamen så sprang vi aperitiffen, der var tiltænkt "fejring" af vores vellykkede og glade ankomst til byen, over. Da vi nævnte, at tomaterne, der ledsagede kødretten, var umodne, sagde han, at små tomater skulle være "friske". Nå. Vi har aldrig før prøvet at sidde i Italien og længes efter tomaterne fra SuperBrugsen...
To primi (= pasta), en hovedret, en contorno, to gange brød og vand, 3/4 liter husets vin, en kaffe og en grappa løb op i beskedne 66 €.
Restauranten har i flere omgang fået meget rosende omtale af Eva Ravnbøl (som bor i Rom), bl.a. i Alt for damerne i 2016, hvor restauranten også blev fremhævet i Mad & Bolig.
Oktober 2018
