Italiens fantastiske hvidvine

- af Steen Asmussen

Den vågne læser vil vide, at italienske hvidvine ikke står i høj kurs hos os. Når vi alligevel sagde ja til at anmelde bogen Steen Asmussen Billede fra bogen:
Steen Asmussen
Italiens fantastiske hvidvine skyldtes det, at vi fra Steen Asmussens første vinbog, Italiens hemmelige vine, har erfaret, at det kan være særdeles givtigt at lade sig inspirere af ham med den enorme viden og grundighed, som han lægger for dagen. Og så fodres hans motivation tydeligvis - også med denne bog - af en lidenskabelig tilgang til, hvad der er godt her i livet, og en lyst til at udvide læserens horisont ved at tilbyde et detaljeret kendskab til kvalitetsvine, der gror et godt stykke fra alfarvej.
Så spørgsmålet, før vi gav os i kast med bogen, var: Kunne læsning af bogen inspirere til at prøve noget mere italiensk hvidvin med mulighed for vinøs horisontudvidelse?

Det handler ikke om Chardonnay...

Bogen handler udelukkende om vine fremstillet af Italiens indfødte druesorter. Forfatteren bruger i adskillige sammenhænge ordet verdensklasse, når han skal beskrive sin opfattelse af, på hvilket niveau nogle af de omtalte vine og vintyper befinder sig.

Bogens fem hovedkapitler afspejler med deres tyngde og detaljerigdom forfatterens opfattelse af, hvor man finder den højeste kvalitet og de mest spændende vine. To af kapitlerne har navn efter henholdsvis druesorterne Verdicchio og Fiano. Det tredje får sit navn fra DOC'en Soave, hvorved druen Garganega kommer i centrum. Det fjerde af de fyldige kapitler omhandler regionen Friuli-Venezia Giulia, hvor fire druesorter er på programmet: Tocai Friulano, Ribolla Gialla, Malvasia Istriana og Picolit. I det sidste af disse kapitler samles de vigtigste af resten: sorterne Carricante fra Sicilien, Erbaluce fra Piemonte, Vermentino, der dyrkes flere steder, men hvor Ligurien fremhæves som et af de vigtigste, og endelig Fenile, Ginestra og Ripoli, der kun dyrkes på Amalfikysten.

Garganega-druer Billede fra bogen: Garganega-druer
© Consorzio Tutela Vini Soave e Recioto di Soave

Disse fem kapitler indeholder ud over grundige beskrivelser af druesorterne m.v. også detaljerede beskrivelser af 8-9 udvalgte producenter pr. kapitel inkl. beskrivelser af deres vine. Producenterne er tildelt et antal stjerner ud fra forfatterens bedømmelse af deres kvalitetsniveau. Hver producentomtale afsluttes med en detaljeret smagenote af én af producentens vine.

Der bliver til sidst i bogen også lige plads til relativt kort omtale af druesorterne Nosiola, Timorasso, Cortese, Arneis og Trebbiano Abruzzese samt de bedste producenter og vine relateret til disse.

Forside

Det skal kunne bruges

Vi gætter på, at majoriteten af alle de druenavne, vi har nævnt her - eller i det mindste vine fremstillet af druerne - vil være ukendt for de fleste. Og det er netop pointen: Steen Asmussen skriver for at vække nysgerrighed, inspirere til nye oplevelser, udvide læserens horisont. Og det gør han rigtig godt!

Forfatteren lægger i det hele taget vægt på, at bogen skal kunne bruges til noget. Dels ved at pointere, at det er hensigten, at den kan fungere som opslagsværk, hvilket er oplagt med et stof af denne art og mængde. Dels ved bagest i bogen at anføre hvor man kan købe vine fra de beskrevne vinproducenter, i de tilfælde - og det gælder heldigvis de fleste - at vinene forhandles i Danmark.

Det er indtil videre med ganske få undtagelser ikke lykkedes os at komme til at holde af de italienske hvidvine. Det kan skyldes uheld, manglende ihærdighed - eller snæver og konservativ hvidvinssmag. Det kan også skyldes, at de gode flasker er mere end almindeligt svære at finde. For skulle det virkelig kunne passe, at vi med den enorme mangfoldighed, der findes i denne del af vinverdenen, ikke kan finde noget, der kan få en plads på vores "repertoire"?

Steen Asmussen fortæller flere steder om en fortid med kedelige og ligegyldige hvidvine, og om at verden har ændret sig. Men han fortæller også, at der stadig f.eks. for de i bogen fremhævede Verdicchio- og Soave-vines vedkommende produceres mestendels kedelig og ligegyldig vin. Så før vi vover på ny at prøve kræfter med italiensk hvidvin, vil vi klart have brug for en guide, der sigter mod der, hvor det er muligt at skaffe sig kvalitet. Og her er det svært at forestille sig en bedre guide end Steen Asmussen og Italiens fantastiske hvidvine.

Bogen udgives af Muusmann Forlag, hvor den koster 349,95 kr.

Se et uddrag af bogen her

Maj 2021

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.