Sardinien - når passion og kvalitetsorientering driver værket

Syv producenter fra sammenslutningen Ascos En gruppe glade og passionerede vinproducenter fra sammenslutningen Ascos

Jeg (Preben) var inviteret på en pressetur til Sardinien af Gal Barbagia i samarbejde med marketingbureauet Enora. Der var vin og olivenolie på programmet. Nærværende artikel vil kun handle om vin.

Mit kendskab til sardisk vin var, inden jeg landede i Olbia, yderst sparsomt. Jeg har aldrig været på øen, og de danske vinforhandleres vinhylder bugner ikke ligefrem af vin fra Sardinien. Så jeg var spændt på, hvad tre dages præsentation af et fokuseret udvalg af øens vine ville byde på.

Stejl kurve opad

Vi blev om eftermiddagen efter ankomst præsenteret for en del vine, som jeg mestendels fandt ligegyldige og ufriske, samt en portion aparte vine, som man enten vil elske eller hade (jeg var på det sidste hold). Det gjorde mig noget urolig: Var det sådan det ville blive? Skulle jeg være blevet hjemme?
Men de efterfølgende dage gik det kun én vej: opad. Stejlt opad!

Tre byer

Vi besøgte og smagte vine fra tre byer: Orgosolo, Oliena og Mamoiada, som alle ligger ca. 120 km syd for Olbia (lufthavnen).
Vi smagte 69 forskellige vine fra 34 producenter på turen. I min omtale af disse har jeg foretaget en streng selektion - der er flere rigtig gode vine, end dem jeg nævner.

Den suveræne hovedrolleindehaver var druesorten Cannonau, som er identisk med den blå udgave af Grenache.
Det kunne give anledning til endnu en portion nervøsitet: Når man ved hvor gumpetunge og tykke vine, der kan produceres på Grenache i Sydfrankrig, hvad så når vi her er markant længere sydpå?

Alkoholprocenter

Trods vine, der ikke sjældent indeholdt 15% alkohol og derover, blev min forventningsuro også her gjort fuldstændig til skamme.

Agriturismo og restaurant ved Oliena

På Oliena-dagen spiste vi frokost på den glimrende restaurant på Agriturismo Guthiddai lidt udenfor Oliena. Det var en god oplevelse, og så ligger stedet meget smukt (billedet nedenfor). Så hvis man er på de kanter, er det afgjort et sted man kunne overveje at indlogere sig.

Agriturismo Guthiddai

Gianluca Floris (yderst til venstre på billedet øverst på siden), der driver stedet sammen med søsteren Antonella, producerer selv vin og er med i sammenslutningen Ascos, som jeg omtaler i det følgende.

Relevante fakta i forbindelse med denne artikel:

  • Cannonau er den mest udbredte blå sort på Sardinien.
  • Cannonau di Sardegna DOC skal fremstilles af mindst 85% Cannonau.
  • Vinen kan kaldes Riserva, hvis den lagres to år, heraf et halvt år på fad.
  • Vinen kan i provinserne Nuoro og Ogliastra kaldes Classico, hvis den er fremstillet af mindst 90% Cannonau og er lagret to år, heraf et år på fad.
  • Omkring byen Oliena må subzonen Nepente di Oliena fremgå af etiketten.
  • Barbagia IGT er fra regionen af samme navn beliggende på den centrale og østlige del af Sardinien.
  • Vermentino er den mest plantede grønne druesort.

Verden går glip af noget!

Dagens vinsmagning af vine fra området omkring Oliena blev afholdt på agriturismoen. Og her begyndte opmuntringerne for alvor at indfinde sig. De smilende mænd på billedet øverst på siden siger det hele: der er noget at være glad for og stolt af.

Ascos logo

De er alle medlem af sammenslutningen Ascos (Associazione Cantine Oliena Sardegna), som består af otte vinproducenter, der er gået sammen om at promovere områdets vine også udenfor landets grænser.
Ascos' formand, Bastiano Pugioni, beskriver producenterne som passionerede, hvilket var netop det ord, jeg selv som noget helt åbenbart forbandt dem med, før Pugioni nævnte det.

Man høster i hånden, bruger især naturgær og spontangæring og udfører kun få og strengt nødvendige plantesundheds­behandlinger.

Alle Ascos-producenter har ifølge deres info-materiale en mindsteproduktion på ca. 2000 flasker om året. Dog har de sidste par år budt på en lavere produktion. Jeg hørte et par producenter tale om, at de kun havde produceret ca. 500 flasker. Og et par producenter har fortalt, at de generelt har en maksimumsproduktion på de 2000 flasker.
Under alle omstændigheder må det siges at være en relativt begrænset produktion, og det er her, min overskrift til dette afsnit kommet ind i billedet: Mange må gå glip af disse dejlige dråber, fordi der produceres så lidt. Man kunne ligefrem betegne vinene som eksklussive...

Blandt de mange glimrende vine bed jeg først især mærke i: Galu, Cannonau di Sardegna, Nepente di Oliena, Cantina Salis, 2022 (14,5%), som fremstilles af druer fra tre marker, der ligger mellem 300 og 600 meter over havet, hvilket gør at de bidrager med forskellige egenskaber til vinen, som først lagres på beton, senere på stål.
Vinen glimrede ved transparent frugt og basal velsmag, hvilket fik mig til at sige til en af mine danske medsmagere, at den fristes man til at tage en slurk mere af. Sekunder efter var det pudsigt at opleve, at Pietro Salis (nr. 2 fra venstre på top-billedet), som naturligvis ikke havde forstået hvad jeg havde sagt, og som præsenterede sin vin, fortalte at Galu betyder "en mere" eller "igen" både forstået som et glas mere - så her var vi 100% på linje - men også som endnu en generation, der efter Pietro vil være fjerde generation, der producerer vin her.
Pietro Salis oplyser, at han for ikke at konkurrere med det lokale enotek sælger vinen for ca. 38 €. Mit gæt er, at man kan købe den en hel del billigere hos ham, og som han skriver i en mail, byder man ved besøg på ejendommen også på lidt at spise og at smage på noget olivenolie. Pietro er en usædvanlig rar og hyggelig mand, så besøg ham endelig!

Galu og Sos Usos etiketter

Af de 14 smagte vine fra Ascos, var to fra producenten Gostolai, som drives af Angelo Arcadu, som er den midterste mand på top-billedet. I hans webshop er der aktuelt 11 forskellige vine, og man sender også til Danmark.
Mine sanser glædedes først ved Sos Usos, Cannonau di Sardegna, Nipente di Oliena, Riserva, 2020 (15%), som spontangæres, og som er lagret 18 måneder på brugte barriques. Den var meget velsmagende og harmonisk og havde en dejlig friskhed (som jeg ind imellem manglede rundt omkring). En favorit. Vinen er også Angelo Arcadu's egen favorit blandt sine vine, selv om den ikke er den dyreste.
Den koster 19 € i webshoppen.
Også Oliena, Cannonau di Sardegna, Nepente di Oliena Classico, 2018 (15%) var flot. Også den er spontangæret og er først lagret kortvarrigt på stål, hvorefter den samlet ligger 30 måneder på barriques og 5000 liters fade, længst på sidstnævnte.
Vinen koster 27,75 €.
Alle vinene fra Gostolai lever op til kravene for at kunne kalde sig Classico, men Angelo Arcadu har valgt kun at bruge betegnelsen på de vine, hvor druerne giver størst ekstrakt, og hvor vinene har den største lagringskapacitet.

Nepente med større krav

Ascos har ifølge Angelo Arcadu gang i at forsøge på at få ændret regulativet, så Nepente di Oliena ikke kun har status af subzone, men at der også skal være mere restriktive produktionsspecifikationer. M.a.o. man ønsker at signalere, at Nepente di Oliena er noget særligt og ikke "bare" er en almindelig Cannonau di Sardegna.

Eksperimenterede og uenige søskende

Man laver ikke kun rødvin i området omkring Oliena men også alle de andre farver og typer vin.
Hos Iolei brydes meningerne på en frugtbar måde. Søskendeparret Chiara og Antonio Puddu er til hver deres vinstil. Men i stedet for at slås om enten den ene eller den anden stil, har de valgt et både og.

Chiara Puddu

Chiara, der præsenterede deres vine, er til en konventionel stil, mens broderen er til den mere funky stil uden svovl­tilsætning, så hos ham er vi ovre i noget naturvins­agtigt.

Vi smagte en hvid- og en rødvin fra hver observans. Hvidvinene var Vermentino di Sardegna, de hed begge Majga og var begge 2023, men på Antonio's vin var på etiketten tilføjet "Non filtrato, senza sulfiti aggiunti" = ikke filtreret, uden tilsætning af svovl.
På forhånd ville jeg nok have gættet på, at jeg ville foretrække den mere konventionelle Vermentino, som var glimrende, men her foretrak jeg langt Antonio's, som godt nok havde en mindre køn duft, men som i munden vandt ved sin tørre velsmag, fine friskhed og livfuldhed.
På ejendommen koster Chiara's Vermentino 13,50 €, mens Antonio's koster 16,50 €.
Da det kom til de to rødvinsversioner af samme vin, holdt jeg med Chiara.
Søskendeparret demonstrer med deres åbenhed overfor hinanden, at der er plads til eksperimenter og til at udtrykke sig originalt og personligt.

Landskab I Agriturismo Guthiddai's baghave

Cannonau versus Grenache

Som nævnt er den druesort, som sarderne kalder Cannonau, den samme som franskmændende kalder Grenache Noir. I Spanien hedder den Garnacha og i Veneto Tai Rosso - kært barn har mange navne.
Jeg tænkte på intet tidspunkt, da jeg smagte Cannonauerne, på hverken Frankrig, Spanien eller andre steder. Jeg sansede simpelt hen Sardinien.

I den forbindelse synes jeg, at en af producenterne tegnede et ganske rammende billede af, hvorfor druer med identisk DNA kan opføre og udtrykke sig så markant forskelligt forskellige steder. Han sammenlignede med tvillinger, som fødes "ens", og hvor den ene flyttes til et totalt anderledes sted, end hvor den første vokser op. Hvis de mødes 40 år senere, ligner de personlighedsmæssigt måske knapt hinanden; de er blevet til to meget forskellige personer dybt præget af, hvor de er vokset op.
Uanset hvor præcist billedet er i forhold til mennesketvillinger, giver det rigtig god mening til forståelse af, hvordan en druesort kan udvikle markant forskellige egenskaber på steder med meget forskellige jordbundsforhold og klimatiske betingelser.

Vinene fra Mamoiada: endnu et løft

På turens sidste dag nåede vi det vinøse højdepunkt. Vi blev i byen Mamoiada mødt af en flok relativt unge og meget entusiastiske vinproducenter, hvoraf de fleste var medlem af Mamojà, Mattia Muggitto Mattia Muggitto, Cantina Muggitto som er en sammenslutning af 22 vinprodu­center (og flere, hvis man regner dem med, der laver vin til eget forbrug), der siden 2015 har samarbejdet på grundlag af en beslutning om, at medlemmerne skal dyrke deres marker økologisk, lave spontangæring og have deres marker og cantina'er i Mamoiada-området.

Formiddagen i og omkring Mamoiada var afsat til hvad der skulle have været en tur rundt i distriktet med spektakulære panoramaudsigter over vinområdet. Men lige netop den formiddag var det ekstremt tåget, og uanset at en vinmark også kan have sin maleriske skønhed i tåge, så manglede der alligevel noget...

Vinmark i tåge "Udsigt" over 95 år gammel Cannonau-vinmark

Smagning af vinene fra Mamoiada

De sympatiske producenter, som var vores værter, bød før frokosten på, hvad der i programmet var annonceret som en "aperitif" på en af deres ejendomme. Den bestod af smagsprøver på fem forskellige vine!

Vinsmagning

Til frokosten blev der budt på yderligere fem vine. Jeg fik et øjeblik tanken: er det den programlagte eftermiddags-smagning, vi er i gang med? Men det var det ikke - 20 vine fulgte.

Blandt de 20 smagte vine, hvor hver enkelt vin blev introduceret af producenten selv, var der adskillige højdepunkter.
Vinene var meget forskellige. Her kommer et udpluk, som jeg - ligesom de gode vine fra Oliena - vil mene kunne være værd at kigge på for danske importører.
Den specifikt sardiske betegnelse Ghirada, der betyder enkeltmark, går igen på mange af etiketterne fra Mamoiada-vinene, og efterfølges af navnet på den givne vinmark.

Ghirada Fittiloghe, Cannonau di Sardegna etiket

Producenten af Ghirada Fittiloghe, Cannonau di Sardegna, 2022 (14,5%) hedder Francesco Cadinu. Hans navn står med så små bogstaver på etiketten, at man skal have de kraftige læsebriller frem for at se det. Den meget stilfærdige fremtoning, som Francesco's kone Simonetta havde, da hun præsenterede vinen, gav også indtryk af, at der er skruet helt ned for ethvert tilløb til opblæsthed og praleri her.
Også vinen var det modsatte af bulder og brag. Den havde en meget fin, elegant, transparent, interessant og lækker frugt. Og de 14,5% alkohol mærkedes overhovedet ikke.
Vinen stammer fra en 120 år gammel mark på 1 ha, som ligger i 750 meters højde. Udbyttet er meget lavt, og der kommer årligt normalt ca. 600 flasker ud af høsten. Vinen lagres et år på kastanjefade.
Prisen afspejler, at familien kender værdien af denne strålende vin, der helt berettiget sælges for 45 € på ejendommen.

Mamuthone, Cannonau di Sardegna, etiket

Vi måbede, da vi fik at vide at Mamuthone, Cannonau di Sardegna, Giuseppe Sedilesu, 2022 (14%) på ejendommen sælges for 15 €, hvilket er et fantastisk køb. Andrea Sedilesu, som præsente­rede vinen, fortalte, at de betragter vinen som deres topvin, men at familien på trods af adskillige anerkendelser, herunder syv gange tre glas i Gambero Rosso, har besluttet at holde prisen nede, fordi de ønsker det skal være en vin for alle og til alle lejligheder. (Det er så en smule oprørende at opleve, at en dansk forhandler frækt har sat prisen til 299 kr. - ingen reklame for dem her.)
Vinen macererer og fermenterer i 7500 liters koniske fade (som fremover vil blive afløst af stål), hvorefter størestedelen er lagret ca. 18 måneder i beton og ca. 15% i 3000-5000 liters fade, fordi man mener, at middelhavs-smagene, klarheden og dybden bevares bedst på denne måde.
Vinen er meget lækker og balanceret, den er vinøs, har fine tanniner og pæn friskhed.

Francesco Mulargiu Francesco Mulargiu

Francesco Mulargiu ejer både Cantina Mulargiu og den gode restaurant, Su Tapiu, hvor vi spiste frokost i Mamoiada.
En af vinene, som vi blev præsenteret for til frokosten var hans Ghirada Malarthana, Cannonau di Sardegna, 2021 (14,5%), som også var med til eftermiddagssmagningen.
Den gjorde sig udpræget bedst på restauranten, hvor man havde afkølet den til ca. 12°. Til trods for at at den var på 14,5% fremstod den - også ved højere temperatur - lettere, og den havde en fin livlighed. Den lagres udelukkende på beton. Ved højere temperatur havde vinen en efter min smag mindre køn og naturvinsagtig duft.
Jeg spurgte derfor Francesco om, hvor meget svovl, der er i vinen. Svar: ca. 30 mg pr. liter, et ganske lavt tal, som han fortæller er almindeligt for de fleste vingårde i Mamoiada, hvilket da også kunne konstateres i flere af vinenes duft men på det nærmeste aldrig i smagen, og aldrig på nogen for mig for alvor frastødende måde.

Giovanni Ladu Giovanni Ladu

Udover at Giovanni Ladu driver sin vingård, Cantina Ladu Giovanni er han også formand for sammenslutning­en Mamojà, som jeg omtalte tidligere.
Han stod for en af mine favoritter blandt de smagte vine, S'Ena Manna, Cannonau di Sardegna, 2019 (15,5%). Og så er det hans første årgang på flaske! Hvad kan det ikke blive til!
Giovanni fortalte, at vinens saftighed er typisk for området omkring Mamoiada, og at saftigheden hjælper med at balancere den høje alkohol. Og jeg kan bekræfte, at alkoholen faktisk ikke var noget man mærkede til. Hans vinmark ligger i 620 meters højde. Vinen, som er 100% Cannonau, er lagret et år i tonneaux.
I duften er den åbne og personlige frugt - som jeg oplevede som en fællesnævner i mange af Mamoiada-vinene - i front. Vinen er harmonisk, ganske transparent og smager fremragende. Bravo!
Den koster 28 €.

Tzappu etiket

Tzappu, Barbagia, Cantina Siotto, 2022 (15%) er produceret af Gianfranco Siotto og hans kone Mariagiovanna Gungui. De har lavet vin i 25 år, men er først siden 2021 begyndt at flaske deres vin. De har 1 1/2 hektar og producerer aktuelt 2000-3000 flasker.
Tzappu kommer fra to vinmarker. Den ene er 25 år, den anden 60 år gammel. Druerne fra de to marker vinificeres hver for sig. Druerne fra den unge og nordligt beliggende mark giver friskhed, og dem fra den anden og sydligt beliggende mark giver struktur. Gianfranco har smagt sig frem til at en 50/50 blanding i de første årgange har givet det bedste resultat. Markerne ligger i 650-700 meters højde. Vinen lagres et år i tonneaux.
Man vælger - ligesom mange andre af områdets producenter - at klassificere vinen som Barbagia IGT, selv om vinen først godkendes som Cannonau di Sardegna DOC. Grunden til at Cantina Siotto vælger dette er, at Barbagia mere præcist peger på den mindre lokalitet end den meget overordnede Cannonau di Sardegna DOC. Og netop fokus på Barbagia, som er en region på den centrale og østlige del af Sardinien, var jo det, som hele turen drejede sig om.
Duften har et meget stærkt personligt udtryk; der er både bær og chokolade, og det på uortodoks manér. I munden udviser vinen både transparens og lethed og slutter med god tannin-bitterhed. Meget flot og overbevisende vin!
25 €.

Berteru etiket

Med Berteru, Cannonau di Sardegna, Cantina Gungui, 2021 (15,5%) er vi i den fyldige genre. Allerede duften byder på tyk frugt og chokolade. Vinen macererer i 20 dage og er - overraskende når man smager den - kun lagret på stål i otte måneder. En virkelig god og harmonisk vin.
Druerne stammer fra marker, der ligger i 750 meters højde.
Luca Gungui, som driver cantinaen, er ikke medlem af ovenfor nævnte Mamojà-sammenslutning men af en anden Mamoiada-sammenslutning, Vignaioli in Mamoiada, som har flere ting til fælles med Mamojà: at druerne skal være fra Mamoiada-området, at producenterne skal have cantina'er i Mamoiada, og at fokus er på økologi.
Vinen koster 35 €.

Bakarru etiket

Både årgang 2021 og 2022 af Bakarru, Ghirada Bacarru, Barbagia IGT, Gian Piero Tramaloni, (15%) havde i næsen en smule "naturvinsdunst" på den gode måde. Begge årgange var meget velsmagende og havde god friskhed, livfuldhed og gode tanniner.
Vinen lagrer et år på tonneaux, der normalt er brugte, men som i 2021 var nye.
Gian Piero's begrundelse for at være overgået fra at aftappe som DOC Cannonau di Sardegna til IGT Barbagia var ikke noget med større præcision i angivelsen af geografisk område, men at han ikke gad papirarbejdet...
27 €.

Boeli rosé etiket

Efter smagning af ganske mange rødvine, var det modigt af Mattia Muggitto (billede længere oppe på siden), Cantina Muggitto, at stille op med en rosévin midt i det hele, og ikke som en af de først smagte vine, men som nr. 13 ud af 20. Men der var rigeligt med smag og fylde i den, til at den sagtens kunne stå distancen.
Boeli rosé, Barbagia IGT, 2023 (14%) har fået sin ganske mørke farve fra Cannonau-druerne ved blot tre timers skindkontakt. Ingen malolaktisk gæring.
Vinen har en meget personlig duft, der er meget anderledes end hvad man er vant til i en rosévin. Den har stor koncentration og smager virkelig af noget. Trods den store fylde har den god friskhed.
Mattia har dog tænkt sig, at årgang 2024 skal være lidt lettere og mere elegant, samtidig med at den skal beholde smagsorienteringen. Og alkoholprocenten skal sænkes til 13%.
20 €.

Ønske og håb

Mit håb er, at denne artikel kan være med til at få nogle, der entusiastisk og kvalitetsorienteret arbejder med at skaffe vin til vores land, vil rette kikkerten mod de steder på Sardinien - her Barbagia - hvor entusiastiske og passionerede vinproducenter laver skøn vin med en stil, man ikke finder andre steder.

Oktober 2024

PS. Nogle uger efter turen til Sardinien blev i København afholdt en smagning, hvor der var besøg af et udvalg af producenterne fra Sardinien, og hvor jeg fandt endnu nogle vine, som var værd at fremæve. Læs om smagningen A Glass of Italy 224.

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.