Når man deltager i en guidet vinsmagning, eller når man læser en vinanmeldelse eller en "salgstale", er der stor forskel på, hvordan guiden/skribenten/forhandleren præsenterer vinene. Nogle gør opmærksom på de overordnede karakteristika, som f.eks. at duft og smag er i den mørke bær-genre, fadpræget er diskret og syren ganske fremtrædende, mens andre bruger store resurcer på at redegøre for hver eneste mikroassociation, som vedkommende får ved at lugte til og smage på vinen, i stil med (til lejligheden opdigtet) "i næsen er der hvide blomster, et strejf hø, nordbornholmsk klippe på en fugtig efterårsdag, timian og et skvæt Q8 benzintank, mens der på tungen er knuste kalksten i en opløsning af vandpyt på asfalt, knapt modne hybenblomster, der står i skygge af et middeltæt bøgetræ på en kølig formiddag, samt bouqet garni med friskplukket bredbladet persille, der endnu er hverken afstilket eller skyllet." Er man til smagning kan det ovenpå en svada i den stil være svært at få både tid og koncentration til at stille skarpt på, hvad man selv oplever. Og man kan spørge sig selv om ordstrømmen har modtageren for øje, eller om den tjener til at afsenderen skal blære sig.
Jeg (Preben) skal indrømme, at jeg har det lidt svært med "ordfloms-modellen", den - hørt med mine ører eller set med mine øjne - overdrevent detaljerede vinbeskrivelse. Det skyldes flere ting.
Ad 1)
Smagenoter i forbindelse med en artikel i gastro ("På jagten efter mineraliteten", februar 2015) belyser forbilledligt, hvor forskelligt vin opleves af forskellige personer, eller i hvert fald hvor forskellige ord man kan bruge til at beskrive en vins smag.
To parter - begge fagfolk - smagte samme vine. En Chablis blev af part 1 beskrevet med ordene syre, sødme, noget kemisk, petroleum og rosin, mens part 2 sagde smør, valle, banan, vaniljeis, tydelig syre og noget bittert som fra bagsiden af en grapeskal.
En anden vin blev af part 1 beskrevet med ordene asparges, buksbom, tallerkensmækker, enebærbusk, hårpermanent, mens den anden part sagde pære, grøn vingummi, svovl, sommerfuglebusk i blomst, syre, støvet og kalkagtig afslutning og let bitterhed, pulveriseret vinsten.
Som læser af de to sæt beskrivelser, kan jeg selv med god vilje ikke se eller få fornemmelsen af, at der er tale om de samme vine. Langt størstedelen af de ord, man bruger til at beskrive de valgte fragmenter, adskiller, og der er kun i ringe grad noget der forener beskrivelserne og får dem til at pege i samme retning. Det ville ikke overraske, hvis en tredje smager ville beskrive vinene på en helt tredje måde. Så hvem skulle jeg, hvis jeg formåede det, lytte til, for at det i nogen grad ville matche min måde at sanse på?
Om forskellene i beskrivelserne skyldes, at smagsoplevelserne hos de to parter er vidt forskellige, eller om de associerer vidt forskelligt til en smag, som de respektive hjerner oplever nogenlunde ens, og at de i overensstemmelse hermed vælger helt forskellige ord, er selvfølgelig umuligt at afgøre.
Det aktualiserer endnu en gang "sloganet" kend din anmelder. Beskrivelser fra nogle, som man kan knytte an til og "forstå", kan man i bedste fald bruge. Andre beskrivelser kan virke som volapyk eller bare beskrive tingene på en måde, som man ikke kan genkende.
Jeg vil påstå, at jo mere specifikt og detaljeret man forsøger at beskrive en vins dufte og smage, jo mere øges riskoen for at man mindsker det publikum, der vil kunne knytte an til hvad man snakker om. I yderste konsekvens kan man forestille sig, at beskrivelserne udelukkende bliver egnede til formidlerens egen brug.
Ad 2)
Er der ikke blandt (især mandlige?) vinentusiaster et blæremoment? - Se hvor jeg kan! Her er mit indtryk, at nogle ligger under for "jo flere ord jo bedre". Og nogle ord er mere egnede til blær end andre. "Mineralsk" er ifølge mine indtryk et af dem. Mange vil vide, hvad man mener hvis man siger "den smager af solbær", men "mineralsk"? Øh...Det er der mange der ikke vil ane, hvad der menes med. Så det ord kan man altid hive op ad lommen, hvis man skal blære sig.
For nogle år siden, da modeordet var begyndt at brede sig, var der et site, hvor stort set alle vinanmeldelserne pludselig indholdt ordet mineralsk, og forleden til en vinsmagning stod min nabosmager konstant og udbredte sig om, hvor glad han var for mineraliteten i den og den og den vin. Der er afgjort mindre blærepotentiale i at sige "uhm, den her frugt kan jeg godt lide".
Så skal man blære sig, gælder det om at bruge ord, som der er størst chancer for at andre ikke vil kunne knytte en association til. Et af mine favoriteksempler - frit citeret efter hukommelsen - er en vinanmelder der i næsen fangede dug i Sahara en efterårsmorgen. Noget i den stil.
Nu kan jeg jo ikke vide, om motivet til at skrive sådan var blær; muligvis var det blot et forsøg på at snige lidt poesi ind beskrivelsen. Det kan jo være meget hyggeligt. Mig tænder det imidlertid af, fordi: Hvor stor er chancen for at den beskrivelse rammer læserens mulighed for konkret association? Hvem i alverden ved hvordan sådan noget lugter? Dug? Tjooo. Dug i Sahara? Lidet sandsynligt. Dug i Sahara netop om efteråret? For langt ude. Og når en tekst gøres tilgængelig for mange, er meningen så ikke, at andre end en skribenten potentielt skal kunne få noget ud af den?
Ad 3)
Jeg hader når nogen, der lige har serveret en vin for mig, skal fortælle mig, hvordan den smager. Uanset om det er en mester-sommelier, der skal bevise at et vundet mesterskab er fortjent, eller om det er til en hvilken som helst anden vinsmagning, hvor der, netop i det øjeblik jeg har taget vinen i munden og skal koncentrere mig om at danne mig mine indtryk, indledes et foredrag i stil med: "der er blomster, kalksten, som skyldes undergrunden, blid syre og et diskret fadpræg fra 500 liters fadene, der er medium ristet og brugt to gange, en kompleks og alsidig vin, hvor vinen trods den relativt høje alkohol, fremstår let og frisk. Og så er den produceret uden brug af pesticider, og der svovles kun i nødstilfælde, hvilket smages tydeligt i den helt rene og naturlige frugt". Så hold dog kæft mens jeg smager! Og når nu, du har ladet mig smage, så lad mig afgøre hvad jeg smager. Hvad er nytteværdien for mig af at vide hvad du smager? Hold kæft!
Ad 4)
I en anmeldelse fra den virkelige verden blev en vins lugtbestanddele opdelt i nelliker, citronskal, æble, kalk, salmiak, tørret fisk og jomfrusmør. I bedste fald vil jeg ved at snuse til vinen kunne sige, "nå ja, det kan jeg også godt lugte". Men nu, hvor jeg ikke selv har haft vinen i et glas, lykkes det mig på baggrund af de nævnte ord ikke - selv med en kraftanstrengt mobilisering af al min fantasi - at forestille mig, hvordan vinen reelt lugter.
Det kan skyldes en svaghed i koblingen mellem mit sproglige modtage-apparat, og hvordan sprog i min hjerne oversættes til dufte og smage. Men min påstand er, at man v.hj.a. selv nok så mange ord simpelthen ikke kan kommunikere den totalitet, som en lugt eller smag udgør. Fragmenter kan være svære eller umulige at stykke sammen til et brugbart helhedsindtryk. Mit gæt er på den baggrund, at beskrivelser af den type vil efterlade rigtig mange andre læsere ligeså blanke som mig, hvad indtryk af duft og smag angår.
Kunne det på den baggrund være hensigtsmæssigt, i de tilfælde hvor der udfoldes store anstrengelser på at videregive så mange meget specifikke detaljer som muligt, at bruge mindre krudt på en den grad af specificitet og detaljerigdom i beskrivelsen?
På nogle kurser, jeg en gang i anden sammenhæng deltog i, var en af pointerne (der kan være rigtig eller forkert, men som for mig indeholdt inspirerende og operationelle aspekter), at ansvaret for en vellykket kommunikation ligger hos afsenderen. Den holder ikke 100% i den virkelige verden. idet der altid vil være nogen der ikke fatter en bjælde, uanset hvordan noget formuleres eller forklares. Men nævnte pointe kan for afsenderen være en nyttig påmindelse om at tilstræbe at afsende sine budskaber i en form og på en måde, der kan forstås af andre end en selv. Men det kræver selvfølgelig, at man ønsker at blive forstået, og at motivationen til at skrive ikke blot er et ønske om selvpromovering.
Efter stort set at have skrevet nærværende artikel færdig søgte jeg på google efter overdrevne vinbeskrivelser, og minsandten, om der ikke var en henvisning til Vinsiderne.dk! På en facebook-side (som også kan læses af ikke-medlemmer), som "har til formål at bringe de dummeste af de dummeste vinbeskrivelser" til læseren, henvises der til, at vi på vores side om piemontesisk Nebbiolo-vin har skrevet: "Det kan forekomme paradoksalt, at en karakteristisk side af Nebbiolo's udtryk på den ene side kan være et nærmest mund-voldtagende tannin-angreb..."
Det belyser måske meget godt problematikken. Vi synes selv, at det er præcist og rammende formuleret (og sådan har måske alle, der skriver om vin det med deres egne beskrivelser?), og også at det skulle være til at forstå (hvis man ved hvad tannin er, ellers kan man på alle de af vores sider, hvor ordet optræder, direkte konsultere vores ordbog). Men andre synes åbenbart, at vores beskrivelse er det dummeste af det dummeste...
Maj 2015
